Samfund

Tidligere folketingsmedlem dræbt i ulykke

Kristen Touborg blev erklæret død på stedet, mens hans hustru meldes i livsfare.

Det tidligere folketingsmedlem Kristen Touborg  Jensen er torsdag død efter en færdselsulykke.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi efter aftale med familien

Ulykken skete klokken 12.13 på Herningvej nær Holstebro, hvor Kristen Touborg sammen med sin hustru kom kørende i nordgående retning.

- Af uvisse årsager kommer bilen over i modsatte kørebane, hvor den kører frontalt ind i en modkørende, fortæller vagtchef Henrik Nielsen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

73-årige Kristen Touborg blev erklæret død på stedet. Hans 75-årige hustru, Anna Marie Touborg, blev alvorligt kvæstet og meldes torsdag aften i livsfare.

Føreren af den modsatte bil slap fra ulykken med mindre skader.

Han efterlader sig foruden sin hustru tre børn, heriblandt Mette Touborg, tidligere borgmester i Lejre Kommune.

Landmand, politiker og far

Vestjyden med sit glasklare vestjyske tungemål gik den slagne vej fra Salling Ungdomsskole over Lægård Landbrugsskole og Uldum Højskole, før han i 1968 blev færdig som landmand.

Han var aldrig kendt som en vindbøjtel i sit virke på Christiansborg. Han mindede blandt andet partikollega Margrete Auken om, at ikke alle kan tage offentlig transport, da hun ville sætte benzinprisen op.

Han talte jysk fra Folketingets talerstol – for han stod ved, hvem han var.

Pia Olsen Dyhr, SF-formand

I 2008 stemte Kristen Touborg Jensen imod Lissabon-traktaten og partilinjen sammen med Pernille Frahm, Eigil Andersen og Jonas Dahl.

Han var med i Socialister Mod Traktaten, fordi traktaten efter hans mening satte folkestyret ud af kraft.

Han sad i byrådet i Lemvig fra 1978 til 1997, mens han fik mandat til Folketinget fra 1994 til 2011.

Da SF var med i SRSF-regeringen, argumenterede Touborg for at blive. Da partiet gjorde det modsatte som Anette Vilhelmsens sidste gerning som formand, pegede han på Pia Olsen Dyhr som hendes afløser.

SF-formand: Han vil blive savnet

SF's formand, Pia Olsen Dyhr, skriver i et mindeord for Kristen Touborg Jensen, at hans liv "er slut alt for brat", og at han "vil blive savnet".

- Kristen var helt sin egen. Han stod ved sine rødder. Han talte jysk fra Folketingets talerstol – for han stod ved, hvem han var. Og han sagde altid hvad han mente.

- Han var den første, der støttede mit kandidatur som formand, han var kritisk, men altid ordentlig og ærlig. Jeg vil savne min ven Kristen - for han var mest min ven, dernæst min partikollega, skriver hun.

SF-formanden skriver, at hun så sent som for to uger siden gik rundt med Kristen Touborg på markerne ved hans fødegård Klostermølle i Gudum.

På Facebook har hun sammen med mindeordene lagt et billede op derfra:

Min gode ven og partifælle Kristen Touborg er død For blot to uger siden gik Kristen og jeg rundt på hans marker, og...

Posted by Pia Olsen Dyhr on Thursday, June 29, 2017