Samfund

Direktør om valg af dagpenge frem for Netto-job: - Det er, som om man føler sig for god

Netto er træt og ked af den udbredte opfattelse af, at "man bare kan tage et job i Netto", hvis man ikke gider at være på dagpenge.

Selvom du har en lang videregående uddannelse, skal du ikke regne med "bare" at kunne arbejde på lageret eller bag kassen i Netto.

I hvert fald ikke hvis du ikke brænder for det.

Sådan lyder det fra Nettos HR-chef, Christian Dahl, efter at to arbejdsløse akademikere i en debat på Radio24syv har udtalt, at de hellere ville leve på dagpenge end arbejde i Netto.

Det er helt rimeligt, at alle ikke har lyst til at arbejde i Netto, siger Christian Dahl, men hvis de to akademikere fra radioudsendelsen skulle beslutte sig for at søge alligevel, skal de ikke regne med at få det:

- Det er lidt for nemt at sige, at man "bare kan få et job i Netto", for det kan man ikke "bare". Man skal være motiveret, og man skal være glad for at gå på arbejde. Vi tager ikke dem, der bare skal tjene penge, siger Christian Dahl.

"Forkælede danskere" og "dovneri"

Udmeldingen i Radio24syv har startet lidt af en debat.

De to akademikeres forklaring på, at de hellere vil modtage dagpenge end arbejde i Netto, var, at 'medarbejderne så triste ud' , og at de 'ville prøve noget mere udfordrende', skriver BT.

Det er, som om man føler sig for god, men det kan man simpelthen ikke tillade sig

Christian Dahl, HR-chef i Netto

Og det har fået politikere og debattører til at kalde det 'dovneri'. Socialdemokratiets erhvervsuddannelsesordfører, Mattias Tesfaye, skriver blandt andet på Facebook

- Det her går altså ikke. En ung nyuddannet indenfor "kommunikation" gider ikke arbejde som kassedame i Netto. Fint nok. Det skal jeg ikke bestemme. Men så skal du altså heller ikke hæve dagpenge fra A-kassen samtidig, skriver han og fortsætter. En anden drømmer om at blive lærer. Han gider ikke arbejde i Netto, fordi de ansatte "ser triste ud". Hvad bilder de sig egentlig ind? 

Politikeren sætter samtidig spørgsmålstegn ved, om de ansatte i Netto skal betale skat og A-kasse til dem, der selv er for fine til at lave deres arbejde.

- Det er vist på tide, at vi genopfinder et godt gammelt slogan fra arbejderbevægelsen: Gør din pligt og kræv din ret, skriver Mattias Tesfaye.

Christian Dahl mener, at det er tegn på, at danskerne er for forkælede.

- Det er, som om man føler sig for god, men det kan man simpelthen ikke tillade sig. Det er synd og ærgerligt, at den her opfattelse eksisterer, og mine kolleger er kede af det ry, som det her giver dem, for de er faktisk rigtig stolte og glade for deres arbejde, siger han.

McDonald's vil heller ikke have alle

Christian Dahl peger på, at Netto har flere akademikere ansat, som har valgt at blive i Netto, selv om de startede som deltidsansatte:

- Kulturen hos os er meget unik - vi kalder den 'Netto-ånden', og den er svær at beskrive for dem, der er uden for, men det handler om samarbejde. Det er en kæmpe organisation, og der er masser af udviklingsmuligheder hos os. Det har flere akademikere også fundet ud af, siger han.

Heller ikke på McDonald's skal man forvente at få lov til at vende bøffer eller lange big macs over disken, hvis ikke man er motiveret.

- Når vi rekrutterer hos McDonald's, går vi ikke så højt op i kandidatens baggrund, uddannelse og så videre. Til gengæld går vi ganske meget op i, om kandidaten har det drive og den personlighed, der skal til. Vi kalder det 'the vital ingredients', siger McDonald's pressechef, Pia Tobberup, til BT.