Samfund

Trafik på motorveje steget med 25 procent: - Det er et stressmoment

Fynsk pendler bruger næsten tre timer på den vestfynske motorvej hver arbejdsdag: 'Ventetiden er et dagligt stressmoment'.

Siden 2010 er trafikken på de danske motorveje steget med 25 procent.

Det viser nye tal fra Vejdirektoratet.

Og for trafikanter som fynske Bitten Karlovic er det langt mere end statistik. Det er et dagligt irritationsmoment:

- Det er et stressmoment at sidde og sige: ’Åh, nu er jeg endnu et kvarter forsinket’, siger Bitten Karlovic.

Hun bor i Årslev på Midtfyn og arbejder i Fredericia. Så når hun skal på arbejde, har hun 65 kilometers kørsel hver vej på en af de mest trafikbelastede strækninger i Danmark overhovedet; den vestfynske motorvej.

Kører man turen på et tidspunkt uden trafik, tager turen 49 minutter. Men Bitten Karlovic kører i myldretiden, og så skal hun beregne yderligere 35 minutter til turen.

Det er et stressmoment at sidde og sige: ’Åh, nu er jeg endnu et kvarter forsinket’.

Bitten Karlovic, fynsk pendler

Og tidsspilde er ikke det eneste problem på den vestfynske motorvej. I løbet af de seneste to år er Bitten Karlovics bil to gange blevet påkørt i den tætte trafik.

- Det sætter da tankerne i gang, siger hun.

'Flere biler og længere ture'

Men der er ingen trøst at hente i hverken Vejdirektoratets statistikker eller hos trafikeksperterne. Alt tyder nemlig på, at trafikken kun bliver endnu tættere i de næste år.

Alene i år er trafikmængden steget med syv procent i forhold til sidste år. Både fordi vi kører mere i vores biler, og fordi der bliver solgt flere nye biler end tidligere.

- Det er en naturlig udvikling, når det som nu går bedre med økonomien. Generelt vokser vejtrafikken med økonomien, for jo flere penge vi har, jo flere biler har vi råd til at købe, og jo mere vælger vi at køre i dem.

- Samtidig vokser trafikken ekstra meget på motorvejene, fordi man typisk også kører længere ture, siger trafikforsker ved DTU Transport, Mogens Fosgerau.

Problemerne er størst på disse tre motorvejsstrækninger: Den vestfynske motorvej, den østjyske motorvej og motorvejen rundt om København

Transportminister Ole Birk Olesen ville hellere end gerne løse problemerne ved at poste masser af penge i det danske vejnet, men han erkender, at pengene nok ikke er til det:

- Jeg ønsker en effektiv infrastruktur som binder Danmark sammen. Det er imidlertid ikke nogen hemmelighed, at der på nuværende tidspunkt er meget begrænset råderum til nye investeringer i infrastruktur, skriver transportministeren i et svar til TV 2.

'Lidt mere plads og luft'

Penge og nye vejanlæg var ellers det, der skulle til, hvis Bitten Karlovic skulle bestemme. Især på den vestfynske motorvej, hvor hun dagligt spilder sin tid på vej til og fra arbejde.

- Det ville være rigtig fint med tre spor hen over hele Fyn i hvert fald. Det gør det lidt nemmere at køre her, når der er lidt mere plads og mere luft mellem bilerne, end der er nu, siger hun.