Samfund

IC4-tog udråbt til DSB's flagskib: Nu bliver de kværnet i småstumper

De skandaleramte tog skal nu skrælles for alt brugbart.

En genbrugsplads i Randers bliver endestationen for flere IC4-tog.

Der er tale om fem togsæt af typen NT-standard, der som de første blev leveret til DSB. De skulle have været DSB's flagskib på skinnerne, men faktum er, at de ikke har kørt i årevis, og at de ikke er blevet opgraderet som den øvrige IC4-flåde. Blandt andet fordi de var i for dårlig stand.

Nu bliver de i stedet hugget op og kværnet i småstumper på Randers Havn.

Bag opgaven er genvindingsvirksomheden Stena Recycling, som genvinder materialer inden for alt fra returpapir, pap, jern, metal og miljøfarligt affald til elektronikaffald.

- Det er en speciel opgave at vinde så stor en opgave for DSB, siger Johnny Schmidt, der er brancheansvarlig for genvinding af biler og trading hos Stena Recycling, til TV 2.

- Det er en speciel opgave at vinde så stor en opgave for DSB, siger Johnny Schmidt, der er brancheansvarlig for genvinding af biler og trading hos Stena Recycling, til TV 2. Video: Jane Bruun Elkjær

IC4-tog bliver udfaset

I alt er der blevet specificeret 480 dele, som DSB kan genbruge - fra de helt tunge elementer som motorer og hjul til sæder og små displays.

Arbejdet tager op til seks uger per togsæt, afhængigt af hvor meget der skal genbruges.

- Vi kommer til at lave en grovinddeling af hvert togsæt og putte det i containere. Delene bliver finsorteret i Grenaa i aluminium, jern og affald, forklarer Johnny Schmidt.

Det er ikke første gang, at IC4-tog skaber overskrifter. Siden DSB i år 2000 i god tro bestilte 83 IC4-tog for i alt fem milliarder kroner hos italienske AnsaldoBreda, har de været plaget af problemer.

Planen var, at de skulle leveres to år efter. Men allerede efter kort tid stod det klart, at de ville blive forsinket. Det første togsæt ankom først i 2003 - men de var ikke køreklar. Først i 2008 kørte det første IC4-tog på en dansk strækning.

Siden august sidste år har planen været at udfase de skandaleramte IC4-tog. DSB vil i stedet satse på 26 el-lokomotiver.

- Ud fra vores driftserfaringer må vi konkludere, at IC4 ikke bliver grundstammen i den danske togtrafik, men vil være en del af løsningen, frem til elektrificering af skinnerne er gennemført, skriver bestyrelsesformand i DSB Peter Schütze i en pressemeddelelse.

Alle fem togsæt forventes at være endeligt skrottet ved udgangen af juni i år.

Overblik: Historien om de udskældte IC4-tog

    1. DSB bestiller IC4-tog

      DSB bestiller 83 IC4-tog til i alt fem milliarder kroner hos italienske AnsaldoBreda. De første togsæt skal leveres i 2002. Alle tog forventes at være leveret og i drift inden 2006.

    2. Aftale: Togene kan blive forsinket

      DSB aftaler, at togene kan leveres med forsinkelse.

    3. De første togsæt ankommet

      De første togsæt kommer til Danmark, men de er ikke køreklar.

    4. Første togsæt forventes i drift ved årsskiftet

      De første tog forventes i drift omkring årsskiftet 2004/2005.

    5. IC4-tog forsinket

      Togene forventes nu klar i januar 2006.

    6. IC4-tog yderligere forsinket

      Trafikminister Flemming Hansen orienterer trafikudvalget om, at de første IC4-tog alligevel ikke bliver klar ved indgangen til 2006.

    7. DSB får udbetalt en bod på 250 millioner kroner

      DSB får udbetalt en bod på 250 millioner kroner på grund af forsinkelserne. DSB vurderer, at de første tog kommer på skinner i juni 2006. Samtlige togsæt forventes leveret i november 2008.

    8. De første IC4-tog bliver testkørt

      De første IC4-tog bliver testkørt i Danmark. De kommer dog ikke i drift på grund af lugtgener fra togets udstødning.

    9. DSB giver AnsaldoBreda et ultimatum

      DSB giver AnsaldoBreda et ultimatum: Det første tog skal køre i august 2008, og 14 togsæt skal være klar til drift i maj 2009. I modsat fald vil kontrakten blive ophævet.

    10. Første IC4-tog kører på en dansk strækning

      Første IC4-tog kører i ordinær drift på en dansk strækning.

    11. DSB får italiensk kompensation

      I et forlig får DSB 2,25 milliarder i kompensation fra italienerne mod at slække på en række krav i kontrakten. Ny dato for endelig levering bliver udgangen af tredje kvartal 2012.

    12. De første IC4-tog klar til myldretrafik

      De første IC4-tog er klar til at køre i myldretiden, da det bliver muligt at koble flere togsæt sammen.

       

      En ekstern undersøgelse konkluderer, at IC4-toget grundlæggende er sundt, og at det med en række opgraderinger kan komme til at køre efter hensigten. Det konkluderes samtidig, at DSB ikke har mulighed for at bryde kontrakten, ligesom det ikke er muligt at finde et alternativ til togene.

    13. Status på togsæt

      DSB har modtaget 42 togsæt. 9 sæt er i drift, og 26 ombygges eller opgraderes.

    14. DSB indstiller trafik med IC4

      DSB indstiller al kørsel med IC4, da bremseproblemer nu skal undersøges af Havarikommissionen. DSB vil ud af kontrakten med AnsaldoBreda.

      I 2011 indstillede DSB på et tidspunkt også al kørsel med IC4, efter at togene to gange på få dage kørte forbi røde stopsignaler.

    15. Tilladelse til IC4-tog igen

      Trafikstyrelsen giver DSB tilladelse til igen at køre med passagerer i IC4-togene.

    16. 30 af de indkøbte IC4-tog kører

      Status er, at 30 af de indkøbte IC4-tog kører - samme antal som i juni 2015. Planen er, at 77 tog skal være i drift i 2019, men det tror ingen længere på.

    17. DSB vil udfase IC4-tog

      DSB vil købe 26 el-lokomotiver, mens de skandaleramte IC4-tog skal udfases. 

      - Sammen med de langsigtede planer om indkøb af nye el-togsæt er det nu muligt at planlægge en kontrolleret udfasning af IC2- og IC4-togene. Ud fra vores driftserfaringer må vi konkludere, at IC4 ikke bliver grundstammen i den danske togtrafik, men vil være en del af løsningen, frem til elektrificering af skinnerne er gennemført, skriver bestyrelsesformand i DSB, Peter Schütze, i pressemeddelelsen.

  1. 2017

    1. IC4-tog skrottes

      En genbrugsplads i Randers bliver endestationen for flere af IC4-tog.

      Der er tale om fem togsæt af typen NT-standard, der som de første blev leveret til DSB. De skulle have været DSB's flagskib på skinnerne, men faktum er, at de ikke har kørt i årevis, og at de ikke  er blevet opgraderet som den øvrige IC4-flåde. Blandt andet fordi deres stand var for dårlig.

      Nu bliver de i stedet ophugget og kværnet i småstumper på Randers Havn.

Kilder: Kilder: Jyllands-Posten, Trafikministeriet, Politiken og Ritzau