Jordskælv og tsunami skaber oversvømmelser i Grønland
Folk der opholder sig ved fjordsystemet omkring Uummannaq, skal søge op i terrænet, skriver politiet.
Et jordskælv målt til cirka 4,0 ramte lørdag aften lokal tid Grønland tæt på bygden Nuugaatsiaq.
Det har efterfølgende medført store bølger og oversvømmelser flere steder i området ved det vestlige Grønland.
- Et godt gæt er, at jordskælvet har udløst et skred, der er gået i havet og har udløst en tsunami. Det har man set i Grønland før, siger Trine Dahl Jensen, der er seniorforsker ved De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (Geus) til Ritzau.
Der er risiko for efterskælv, og det kan ikke udelukkes, at der kommer flere tsunamibølger.
Beboer: Det var meget voldsomt
Politiet i det vestlige Grønland advarer om store oversvømmelser i bygden Nuugaatsiaq, der virker til at være hårdest ramt. Myndighederne arbejder på en fuldstændig evakuering af bygden, og foreløbig er 39 af bygdens omkring 100 beboere evakueret til Uummanaq, skriver KNR.
Store bølger har desuden ramt Uummannaq og Illorsuit. Der er sendt redningshelikoptere af sted til området, og er man i fjordsystemerne omkring Uummannaq, skal man søge op i terrænet og holde sig fra kystlinjen. Det oplyste politiet søndag morgen i en pressemeddelelse.
TV 2 har søndag formiddag været i kontakt med Olina Nielsen, der filmede da vandet strømmede ind over Illorsuit. Hun fortæller, at det virkede meget voldsomt, og at hun er meget berørt over situationen.
Her har myndighederne dog senere vurderet, at folk kunne vende tilbage til deres huse. De opfordres dog til at være opmærksomme på sirenen og søge mod højere terræn, hvis den lyder.Redningsaktionen koordineres i samarbejde med redningsberedskabet og sundhedsvæsenet, oplyser politiet.
Løkke: Frygtelig naturkatastrofe
Den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har søndag middag kommenteret oversvømmelserne på Grønland via det sociale medie Twitter.
- Frygtelig naturkatastrofe i Nuugaatsiaq. Talt med formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen for at udtrykke sympati og blive opdateret, skriver han.
Den grønlandske vicelandsstyreformand og minister for sociale anliggender, familie, ligestilling og justitsvæsen, Sara Olsvig, har kommenteret sagen på Facebook, hvor hun skriver følgende:
- Håber inderligt, at der ikke er gået menneskeliv tabt ved det formodede fjeldskred og flodbølge i Nuugaatsiaq og Uummannaq-området. Vi følger tæt med fra Naalakkersuisut, og politi og beredskab er i gang.
Politiet advarede tidligere også folk fra at opholde sig langs kysten ved Upernavik og Upernaviks bygder, efter politiets helikopter havde set store bølger på vej mod området, men det er senere afvarslet