Der er noget om snakken: Vi bruger mere og mere tid på telefonen
Vi danskere bruger vores mobiler som aldrig før. Og det er især de unges forbrug af den lille skærm, der tager en himmelflugt, viser ny undersøgelse.
I toget, i skolen og på cykelstien.
Det er ikke nogen hemmelighed, at vores smartphones kan være en effektiv tidssluger overalt, hvor vi færdes.
Men hvor effektiv, den egentlig er - og hvordan det udvikler sig - er nu til at se sort på hvidt.
Danske Medier Research har de sidste syv år kortlagt danskernes adfærd på smartphones og resultatet i år viser, at vores forbrug på mobilen faktisk er steget voldsomt - og sandsynligvis bliver ved med at gøre det på en række områder.
- Der er en stor vækst både indenfor streaming på telefonen, radio- og musiktjenester og det generelle tidsforbrug. Telefonen overtager mere og mere funktioner fra både computer og fjernsyn - den er jo altid lige ved hånden, siger Berit Puggaard fra Gallup, der har været med til at udarbejde undersøgelsen.
Nederst i artiklen er undersøgelsens samlede resultater beskrevet.
De unge er storforbrugere
Lidt over 2.000 danskere mellem 15 og 75 har givet interview om deres medieforbrug til undersøgelsen.
Den brede vifte af respondenter viser, at vi generelt er en nation af mobilglade mennesker, men der, hvor det især er til at se udviklingen, er - måske ikke overraskende - hos de unge.
De 15-29-årige bruger nemlig gennemsnitligt to timer med den lille skærm om dagen - og det endda uden at medregne almindelig telefoni.
Til sammenligning bruger de 40-49-årige en enkelt time dagligt og de 50-59-årige bruger 40 minutter.
Digital trend-analytiker hos Elektronista Media, Christiane Vejlø, tror, at det gennemsnitlige tidsforbrug vil fortsætte med at stige i takt med, at de digitalt indfødte bliver ældre.
- Før har man tænkt, at de unge ville ændre vaner, når de blev ældre eller fik børn. Så ville de begynde at holde avis og se mere flow-tv, men det har vist sig, at de tager sit medieforbrug med sig. De vaner, de har i de unge år, fortsætter de med - og samtidig vil den ældre målgruppe også tage nye trends til sig, siger hun.
Her fortæller Berit Puggaard fra Gallup om resultaterne:
Alle aldersgrupper bruger omtrent 20 minutter på telefoni om dagen, så det er alt det, der kommer udover mobilens egentlige formål, der vækster.
Sociale medier er størst - men måske ikke for altid
At telefonen er blevet langt mere end et værktøj til at ringe og sms'e fremgår også tydeligt af undersøgelsen. Dog peger den på en lidt overraskende udvikling.
Facebook, Instagram, Snapchat og de mange andre sociale medier er stadig de apps, som vi kigger og skriver på, men den tid, vi bruger på det, er ikke ændret synderligt siden 2014.
Til gengæld stiger forbruget af video-streaming, radio- og musik-tjenester med en voldsom fart.
Det er ikke en udvikling, der overrasker Christiane Vejlø.
- Vi kommer nok til et mætningspunkt for, hvor lang tid vi kan bruge på sociale medier. Men så er de i konkurrence med andre muligheder, som kan være at streame video. Mange af de videoer, vi ser, vil også være at finde på sociale medier, så det er en svært at adskille. Vi gør nok ofte begge dele på samme tid, siger hun.
Ud af de samlede resultater læser Gallup da også, at det er en udvikling, der vil fortsætte:
- Vores bud er, at danskerne fortsat vil bruge rigtig meget tid på video. Og så vil niveauet selvfølgelig stige generelt i takt med, at de digitalt indfødte bliver ældre, siger Berit Puggaard.