Samfund

Forening kalder alternativ behandlers metoder for vanvid: - Nu er det nok, Ninka!

Landsforeningen Autisme mener, Ninka-Bernadette Mauritson udnytter desperate forældre. Selv siger hun, at hun fortæller den 'ubehagelige sandhed'.

Kan autisme kureres med sund kost?

Svaret er ja, hvis man spørger den kontroversielle behandler og forfatter til blandt andet bestselleren 'Kernesund familie', Ninka-Bernadette Mauritson, og det får nu Landsforeningen Autisme til i meget klare vendinger at advare mod hendes behandlinger.

- Ninka har forstået, at når et højt specialiseret område som autisme rammes af afspecialisering, så skabes der huller af tvivl, hvor selvbestaltede eksperter og andre plattenslagere kan krybe ind og skabe sig en forretning. Og det har Ninka så gjort, udtaler Heidi Thamestrup, formand i Landsforeningen Autisme, i en pressemeddelelse.

Under overskriften 'Nu er det nok, Ninka!' går landsforeningen ud med en kraftig advarsel mod Ninka-Bernadette Mauritson, efter hun i henholdsvis Politiken og B.T. har udtalt, at en sund kostomlægning kan kurere autisme.

Ifølge foreningen udnytter hun forældres desperation for at hjælpe deres autistiske børn.

- Og det skal stoppe NU, skriver foreningen i pressemeddelelsen.

Det er vanvid! Man udligner ikke en gennemgribende udviklingsforstyrrelse ved at bytte øllebrød ud med soyayoghurt

Heidi Thamestrup, formand i Landsforeningen Autisme

Autismeforeningen har fået flere opkald fra forældre, som oplever, at sagsbehandlere nu foreslår at hjælpe med en kostomlægning efter at have læst Ninka-Bernedette Mauritsons råd.

- Det er vanvid! Man udligner ikke en gennemgribende udviklingsforstyrrelse ved at bytte øllebrød ud med soyayoghurt, siger Heidi Thamestrup.

Fars opråb gik viralt

Hele sagen begyndte, da Nicolai Bentsen var en tur på McDonalds med sin 10-årige søn Carlo i sidste uge. Mens Carlo spiste sit Happy Meal, læste faren en artikel i B.T. med overskriften 'Infantil autisme blev helbredt', hvilket fik ham til at spærre øjnene op.

Nicolai Bentsens søn har selv autisme, og faren blev derfor rystet over Ninka-Bernadette Mauritsons udtalelser i artiklen.

- Folk må jo gå i den retning, som giver mening for dem. Alle har ret til deres egen personlige historie om det at have et barn med autisme. Naturligvis også Ninka. Problemet er, at hendes historie er bundet op på et produkt, der samtidig skal sælges, hvilket forenkler og understøtter uhensigtsmæssige fremstillinger og fordomme om autisme, skrev Nicolai Bentsen blandt andet i en kronik i Politiken, som efterfølgende gik viralt på de sociale medier.

Sundhedsstyrelsen har før rettet kritik af Ninka

Landsforeningen for Autisme peger på, at der i stedet er brug for en koordineret indsats, som sikrer, at blandt andet alle kommuner forstår autismens kompleksitet.

- Det er det nærmeste, vi kommer på helbredelse – altså at der skabes rammer, hvor autistiske børn kan trives, præstere og høste anerkendelse, siger Heidi Thamestrup.

Det er ikke første gang, at Ninka-Bernadette Mauritson er i vælten for sine alternative livsstilsråd.

I august sidste år advarede både Fødevare- og Sundhedsstyrelsen forældre mod at følge Ninka-Bernadette Mauritsons råd i bogen 'Kernesund familie' om, hvordan mælk og modermælkserstatning kan skade små børn.

- Det er meget betænkeligt, at forfatteren kategorisk fraråder mælk og glutenholdige fødevarer, det vil sige hvede, rug og havre, til små børn. Jo flere fødevarer man udelukker, jo større er risikoen for fejlernæring, skrev styrelserne dengang.

Ninka: - Jeg er den ubehagelige sandhed

Ninka-Bernadette Mauritson har i Politiken taget til genmæle, efter Nicolai Bentsens indlæg gik viralt.

- Jeg er ikke det skræmmebillede, som den vrede far tegner i Politiken. Jeg er den ubehagelige sandhed, mange ikke vil høre, skriver hun i et modsvar i Politiken.

TV 2 har mandag formiddag prøvet at få en kommentar fra Ninka-Bernadette Mauritson. TV 2 ville blandt andet gerne bede hende om at forholde sig til autismeforeningen og flere sundhedseksperters kritik af hendes udtalelser, ligesom vi gerne ville have stillet hende et udvalg af TV 2-brugernes spørgsmål, herunder:

- Hvad er hendes sundhedsfaglige uddannelse? Og hvilke peer-reviewed undersøgelser (en kritisk bedømmelse af forskningsresultater foretaget af eksperter inden for samme fagområde, red.) understøtter hendes påstande?, spørger Thomas Jensen.

Ian Moone vil også gerne have dokumentation for Ninka-Bernadette Mauritsons påstande.

- Hvilke forskere støtter hun sig op af, hvis nogen overhovedet?, spørger han.

Lis Møller Pedersen vil gerne vide, om nogen i psykiatrien har erklæret Ninka-Bernadette Mauritsons søn for rask.

- Tænker hun på den skyld, hun pålægger forældre ved indirekte at påstå at det er deres egen skyld, at deres børn har det så utrolig svært?, spørger Diana Vang.