Samfund

Overfaldet på jobbet for 14 år siden: Nu får han 3,3 millioner i erstatning

Ankestyrelsen. Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

En tidligere ansat i en kommunal beskæftigelsesafdeling får en stor erstatning som følge af et overfald tilbage i 2003. Det skriver Avisen.dk.

En  tidligere kommunalt ansat er blevet tilkendt et mllionbeløb i erstatning af Ankestyrelsen,.som har omstødt en tidligere afgørelse. Det skriver Avisen.dk.

Ankestyrelsen har netop afgjort sagen, som giver ham en erstatning på, hvad der svarer til 3,3 millioner kroner. Tidligere var det meste af sagen ellers blevet afvist af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

- Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ville ikke anerkende, at Hennings alkoholmisbrug og psykiske problemer skyldes det overfald, han havde været udsat for. Men nu har Ankestyrelsen anerkendt, at den oplevelse både har givet ham psykiske mén og kostet en stor del af hans erhvervsevne, siger Gitte Iversen, der er advokat og partner i KLA Personskade, som har ført sagen på vegne af manden.

Manden var 43 år gammel og arbejdede i en kommunal beskæftigelsesafdeling, da han i 2003 blev stukket med en saks i maven af en psykisk syg person, da han var på vej fra en afdeling til en anden.

Overforbrug af alkohol

Han kom sig over de fysiske skader og vendte tilbage til sit arbejde, men i 2007 brød han sammen. Han mistede sit job, huset røg på tvangsauktion og han blev skilt. De psykiske problemer førte også til et overforbrug af alkohol.

- Han kunne ikke slippe det, det blev ved med at være inde i ham, og det førte til flere selvmordsforsøg og indlæggelser på psykiatrisk afdeling, fortæller Gitte Iversen.

Overfaldet blev anerkendt som en arbejdsskade, og han fik en lille godtgørelse for varige mén. Men Arbejdsmarkedets Erhvervssikring mente ikke, at overfaldet havde påvirket evnen til at arbejde, så derfor fik han ikke erstatning for tabt erhvervsevne. De mente, at alkoholmisbruget skyldtes skilsmissen og ikke overfaldet.

Da sagen endelig kommer for Ankestyrelsen, fik han altså medhold i, at både de psykiske problemer og alkoholmisbruget skyldes overfaldet.

Han har i mellemtiden fået konstateret Post Traumatisk Stess Syndrom (PTSD), og hans mén er derfor blevet sat op fra 10 til 25 procent. Samtidig vurderer Ankestyrelsen, at han har mistet 85 procent af sin erhvervsevne. Det er det, der til sammen giver ham en erstatning, der svarer til 3,3 millioner kroner.