Samfund

Fem betjente står frem: Vi har fået traumer for livet

PTSD-ramte betjente føler sig ladt i stikken, efter at svære sager i politiet har tvunget dem til at sige op. TV 2

En fyrværkeriulykke af dimensioner og en otte tons tung traktor med kæmpeplov. Læs her, hvad der har givet Leif, Didde, Michael, Lars og Ida PTSD.

I årevis har de sørget for, at vi kan sove trygt om natten, men for mange betjente har arbejdet betydet, at de ikke længere selv kan sove.

Mareridt og depressive tanker holder dem vågne.

Det fortæller fem sygemeldte betjente, som TV 2 har talt med.

De er med i foreningen ’Politiveteranerne’, som består af 80 – 100 sygemeldte og sygepensionerede betjente, der har fundet sammen for at hjælpe hinanden igennem identitetskriser, selvmordstanker og ensomhed.

- Langt størstedelen af medlemmerne har fået diagnosen PTSD efter at have været udsat for traumatiserende oplevelser på jobbet, fortæller formand Leif Voigt.

Modsat soldaterveteraner eksisterer der ikke nogen målrettet hjælp til betjente, der er blevet ramt så hårdt på psyken i tjenesten, at de har været nødt til at aflevere deres politiskilt.

Når de er ude af politiet, er de stort set overladt til dem selv og den kommunale hjælp, som alle andre med PTSD kan søge. Men det er ikke nok, mener foreningens formand.

- Forsvaret har givet soldaterveteranerne veteranhjem, anerkendelse og professionel hjælp. Men hvad med os? Vi har også været i en slags krig herhjemme, lyder det.

TV 2 har mødt Leif, Didde, Michael, Lars og Ida, der alle er blevet diagnosticeret med PTSD. Nedenfor kan du læse, hvad der har udløst den, og hvorfor de føler sig ladt i stikken.

KNÆKKET I POLITIET

En fyrværkeriulykke af dimensioner og en traktor med en kæmpeplov. Læs her, hvad der har givet Leif, Didde, Michael, Lars og Ida PTSD, og hvorfor de føler sig svigtet.

Michael Junker

Michael Junker har været ude til det ene mord efter det andet, men særligt et dobbeltdrab rystede ham.

"Hvad var det, jeg ikke hørte i den samtale?"

Hvad har udløst din PTSD?

- Jeg har nok været ude til for mange opgaver med døde mennesker; ulykker og folk, der er blevet tævet halvt ihjel.

- For mig er det især én episode, der har udløst det. Jeg vågner hver evig eneste nat og ser den for mig. Den dukker op inde i mit hoved igen og igen.

- Den handler om et dobbeltdrab, som jeg var ude til. Jeg havde en rigtig god snak med gerningsmanden, kort forinden han skød sin kone, søn og hund, så jeg tænker hele tiden på, hvad det var jeg ikke hørte i den samtale. Hvad var det, jeg ikke forstod?

- Jeg har kørt vagthold i næsten 30 år, og derfor var jeg ofte den, der ankom først til krøllede biler og drabssteder, så jeg har set mange døde. Det er nok de døde mennesker, der er det hårdeste. Jeg tror ikke, der er nogen mennesker, der kan tåle det.

Hvordan har oplevelserne påvirket dig?

- PTSD’en påvirker mig på den måde, at jeg vågner hver nat og sveder ad helvede til, fordi jeg har mareridt om de her ting. Så tjekker jeg døre og vinduer. Jeg husker heller ikke særlig godt mere, og nogen gange kan de ting, jeg siger, blive lidt voldsomme

- Så er der også hele kampen med Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Jeg har to erklæringer på, at jeg har PTSD, men alligevel får jeg afslag på min erstatningssag. Jeg kan ikke lade være at føle mig en lille smule pisset på.

- Nogen gange tænker jeg, at det ville være meget lettere, hvis man ikke var her. Men det er godt, at jeg har ungerne, for så kan man ikke tillade sig de her tanker.

Hvorfor mener du, at I skal sidestilles med soldaterveteranerne?

- Jeg efterlyser ledelsens anerkendelse af, at man godt kan blive syg og få det dårligt af arbejdet i politiet. I de her tider er der rigtig meget fokus på soldaterne, der vender hjem med ar på sjælen. Men hvad med os?

- Soldaterkammeraterne har været udsendt i et halvt år. Jeg har været i krig 28, og har risikeret mit liv. Jeg har altid været klar på, at nogen vil mig noget ondt, og jeg har gjort det for samfundet.

- Jeg forstår ikke, hvorfor det er vigtigt, om traumet er sket i udlandet eller i Danmark. Vi har også været i krig.

Foto: TV 2

Lars Kallesøe

Lars Kallesøe har været ude til flere drab, er blevet jagtet af en kæmpe traktor, og så har han været millimeter fra at få skåret halsen over.

"Jeg blev jagtet af en kæmpetraktor"

Hvad har udløst din PTSD?

​- Det er jo som regel livstruende situationer, der udløser det. Det har det også været for mit eget vedkommende.

- Der er nogen, der har forsøgt at skære min hals over med en kniv, jeg har været ude til nogle ret voldsomme brande med døde mennesker, gaseksplosioner med døde mennesker og færdselsdrab - der er masser af eksempler. Det er ikke småting. Det er jo ikke, fordi en rocker har råbt af en. Det er voldsomme ting, og på et tidspunkt knækker filmen, så kan man ikke mere.

- Den overvejende årsag til, at jeg fik PTSD, var en sag fra Sønderjylland, hvor en ung mand i sin rus og brandert forsøgte at køre mig ned i sin traktor. Der troede jeg, at jeg skulle dø.

Hvordan har oplevelserne påvirket dig?

- Man er jo ikke lige sådan den, man var. Man har ikke samme overskud, man er træt og har hovedpine, og jeg er ikke så social, som jeg har været. Tit har jeg bare lyst til at flytte ud i en skov.

- Jeg har tænkt på at begå selvmord. Mange gange. På et tidspunkt turde jeg ikke køre over den gamle Lillebæltsbro, fordi rækværket trak voldsomt i mig. Heldigvis har jeg fået det meget bedre, men jeg kæmper stadig med nogle ting.

- Jeg har tit så dårlig samvittighed, fordi jeg ikke synes, at jeg kan være den far til mine tre børn, som jeg gerne vil. Men jeg gør mit bedste.

Hvorfor mener du, at I skal sidestilles med soldaterveteranerne?

- Jeg er glad for, at soldaterne har nogle gode forhold, men jeg synes, man fejler ved ikke at tage hånd om politi'erne også.

- Jeg synes ikke, det er okay, at politiet på den måde efterlader en. Jeg har stillet mig selv og mit arbejdsliv til rådighed for rigspolitichefen og staten, og så synes jeg også, at staten har et ansvar for at tage hånd om os bagefter.

Ligesom soldater, der er udsendt, bliver politiet i Danmark også skadet på sjælen. Det har politikerne bare ikke forståelse for.

Læs hele Lars Kallesøes historie HER.

Foto: TV 2

Ida Jørgensen

Ida Jørgensen

"Det var som at træde ind i en splatterfilm"

Hvad har udløst din PTSD?

- Udløseren var en drabssag, jeg var ude til, da jeg næsten lige var startet som elev. Vi blev sendt ud til et skyderi i et kolonihavehus, men vi vidste ikke andet end det.

- I radioen var der mange meldinger om, at vi ikke måtte køre derud, før der var forstærkning, men mine kolleger hørte det ikke, så det eneste, jeg havde i tankerne, var, at de var i livsfare. Derfor kørte vi efter.

- Da vi kom derud, var det som at træde ind i en splatterfilm. Der var blod over det hele, og i gangen lå en død mand, som min kollega gav hjertemassage. Ude i udestuen sad gerningsmanden, der havde skudt sig selv i hovedet med et jagtgevær. Inden da havde han dog nået at skyde halvdelen af en kvindes ansigt af. Det var meget voldsomme scener.

- I tiden derefter kom jeg ud til rigtig mange døde. Jeg var rigtig uheldig i forhold til mange af mine medstuderende.

Hvordan har oplevelserne påvirket dig?

- Da jeg fik en pause fra politiet i forbindelse med min første barsel, kom ansigter af lig, sidestillinger, lyde og lugte tilbage. Jeg kunne i detaljer beskrive, hvad jeg havde oplevet.

- Jeg har egentlig fået lagt kolonihavehuset ret godt på plads, men der er én død, der stadig vender tilbage hele tiden. Det er rigtig irriterende.

- Det har påvirket mig på den måde, at jeg er rigtig, rigtig træt. Hvis ikke jeg bliver vækket, så sover jeg i 16 timer. Det er rigtig, rigtig træls, at mine børn altid skal finde mig i soveværelset, for det er der, jeg er.

- Min mand og jeg taler meget om, om det er en god eller dårlig dag. Men pludselig vender bøtten. Min stresstærsklen er meget lav, og det er rigtig hårdt for familien.

Hvorfor mener du, at I skal sidestilles med soldaterveteranerne?

- Mit eget behov er måske ikke så stort, for jeg fungerer nogenlunde nu, hvis man ser bort fra de dage, hvor jeg sover tre dage væk.

- Men jeg savner nogle tilbud til PTSD- ramte veteraner, for der er brug for, at vi har et sted at mødes. Helt generelt kunne jeg godt tænke mig, at der var lidt mere plads til mennesket i politiet. Man er jo ikke død og begravet, bare fordi man har fået PTSD.

Læs hele Ida Jørgensens historie her

Foto: Privatfoto

Didde Rovsing

Didde Rovsing stod i første række, da en atomsky af fyrværkeri lagde sig over Seest.

”Jeg var sikker på, at alle mine kolleger var sprængt i luften”

Hvad har udløst din PTSD?

- Jeg havde kun været politielev i et halvt år, da jeg blev kaldt ud til fyrværkerikatastrofen i Seest. Det var det, der udløste PTSD’en for mig.

- På et tidspunkt kom der en eksplosion, der var så voldsom, at jeg var sikker på, at der ikke var nogen af mine kolleger, der stod tættere på end mig, der havde overlevet. Jeg kunne mærke, at ilden ramte mig.

- Vi hørte folk skrige, og vi var bange for, at de skulle få de her store containerstykker over sig, som faldt ned fra himlen.

Hvordan har oplevelserne påvirket dig?

- Efter den episode har jeg levet i en form for konstant alarmberedskab. Jeg tager alt ind, og jeg har haft rigtig store problemer med aggressioner.

- Politiet er jo vores identitet. Vi burde være ude at redde alle folk - høj som lav – men når vi så opdager, at vi ikke kan redde os selv, så er det en kæmpestor ting at skulle anerkende.

- Jeg blev skadet i 2004, men min arbejdsskadesag er stadig ikke afsluttet. Kampen med erstatningssagen har været en kolossal belastning, som kun har gjort mig dårligere.

- Jeg forsøger at få et normalt liv, selvom jeg ofte har lyst til at bo i en skov uden nogen andre. Og det er på trods af, at jeg har en 6-årig datter og en mand, som jeg elsker meget højt.

Hvorfor mener du, at I skal sidestilles med soldaterveteranerne?

- Jeg vil ikke forklejne soldaterne overhovedet. Der er ingen tvivl om, at de skal have en særlig behandling, men jeg har også reddet menneskeliv. Jeg har også været i krig.

- Jeg står med den her følelse af, at vi slet, slet ikke bliver anerkendt på samme måde som soldaterne. Når man fortæller, at man har PTSD, får man reaktionen 'er det ikke det, soldaterne får'? Og jo, det er det, men det kan man altså også godt få, når man ligger under en atomsky af fyrværkeri. Forståelsen og anerkendelsen mangler.

- For mig handler det om anerkendelse af, at vi faktisk har gjort noget for Danmark. Vi har reddet mange liv. Vi giver vores liv til noget helligt med risikoen for at komme til skade, og så er der ikke nogen, der samler os op.

Foto: TV 2

Leif Voigt

Leif Voigt er formand for Politiveteranerne, der består af 80 - 100 betjente, der er blevet traumatiseret i tjenesten.

”Mange trafikdrab fik mig ned med nakken”

Hvad har udløst din PTSD?

- For mit vedkommende var det især færdselsuheld, der var skyld i det. Jeg blev sendt ud til det ene efter det andet. Men jeg har også overværet nogle drab, der har rykket tænder ud.

- Et af de drab, der især gjorde indtryk på mig, var da en Bandidos blev skudt i sin lejlighed. Da jeg kom, stod hans kone med sin 6-årige søn bagved og skreg. Manden var blevet skudt i ryggen og i låret med et haglgevær, og han lå i en kæmpe blodpøl og vred sig. Vi forsøgte at redde ham, men det viste sig senere, at han teknisk set var død, allerede da vi ankom.

- En anden gang blev jeg truet af en psykiatrisk patient, der stod med en stor køkkenkniv. Vi truede med at skyde, men han var lige glad. Der vred sig bare et smil på hans ansigt. Der troede jeg, at jeg skulle dø.

Hvordan har oplevelserne påvirket dig?

- Jeg har mærket en stor forandring. Jeg kan for eksempel ikke have flere ting i gang på én gang. Det betyder også, at min arbejdsevne er nedsat, og jeg er konstant træt.

- Jeg har ikke flashbacks, som mange har - ikke ret tit i hvert fald - men jeg kan ikke koncentrere mig i ret mange timer ad gangen.

Hvorfor mener du, at I skal sidestilles med soldaterveteranerne?

- Har vi ikke også gjort en ekstra indsats for det danske samfund? Vi kæmper en kamp hver eneste dag i hele vores karriere ude på gaden. Soldaterne gør det i den tid, de er udsendt. Jeg ved godt, at det er hårdt ude på slagmarken, men vi har også en slagmark, der kan være hård.

- Jeg føler det, som om at politiet har den der 'ude af syne, ude af sind'-mentalitet. Vi får ingen hjælp, når vi først er ude af politiet. Jeg kunne godt tænke mig, at vi bliver ligestillet med soldaterveteranerne, så vi også får adgang til soldaterhjælp og ekstra psykologhjælp. Det er der virkelig nogen, der har brug for.

Foto: TV 2