Samfund

Blev frataget sin erstatning efter benamputation - nu anker han sagen

Regionernes Patienterstatning mener, at der bør kigges på, om reglerne for tilbagebetaling af erstatning skal laves om.

- Det bliver jo ikke bedre af, at jeg bare bøjer nakken – så det vil jeg ikke.

Sådan siger Jørn Buch fra Haderslev om den beslutning, han har taget om at anke sin erstatningssag til Landsretten.

Den 1. juni blev han dømt til at skulle betale en erstatning på 271.000 kroner tilbage til Patienterstatningen. En erstatning han ellers var blevet tildelt efter en kræftoperation i 2014, hvor han fik amputeret sit venstre ben.

Men da han i første omgang ankede afgørelsen i håbet om at hæve beløbets størrelse, endte det med, at han i stedet skulle betale hele erstatningen og sagens omkostninger tilbage – i alt 320.000 kroner.

Man skal ikke kunne miste det, man har fået udbetalt

Den afgørelse har fyldt meget hos den pensionerede lektor, som har haft brug for at tænke grundigt over beslutningen.

Men nu har han altså valgt at anke af flere grunde.

- Først og fremmest har regionen kun brugt én læge til at erklære, at det var hændeligt uheld. Dernæst min retfærdighedsfølelse - det er total uretfærdigt, at man kan give folk en erstatning, for så at trække den tilbage igen, siger Jørn Buch til TV 2.

Sidst men ikke mindst tænker Jørn Buch også på lovgivningen.

For problemstillingen, han netop nu oplever, bliver drøftet politisk. Den 17. maj blev det taget op på et ordførermøde i Sundhedsministeriet – dog uden resultat.

Ministeriet oplyser i en mail til TV 2, at det ikke lykkedes ordførerne at blive enige om, hvordan løsningen skal se ud og finansieres.

Hos Regionernes Patienterstatning er holdningen også, at der skal ses på reglerne.

- Når man har en sag, hvor en patient har fået udbetalt et beløb for en del af sin sag, og så anker noget andet i sin sag, så skal man ikke kunne miste det, man har fået udbetalt, og som man har indrettet sin tilværelse efter, sagde bestyrelsesformand Poul-Erik Svendsen til TV 2 i sidste uge.