Samfund

Skat: Derfor er vi nødt til at gå efter danskere, der skylder små beløb

Når først sagen er sendt til Skat, er det for sent.

Når Skat sender danskere på tvangsauktion, selvom de kun skylder relativt små beløb, er det fordi, Skat i realiteten ikke har noget valg.

Det forklarer underdirektør i Skat Jørgen Rasmussen, efter TV 2 torsdag kan fortælle om en borger, der er på vej på tvangsauktion, fordi han skylder 8700 kroner i ejendomsskat til Stevns Kommune.

Underdirektøren understreger, at han ikke kan udtale sig om den konkrete sag, men at det afgørende er, at denne type krav – såkaldte fordringsberettigede krav - hæfter på ejendommen og går forud for anden gæld.

- Når først kravene bliver sendt over til os, har vi en vis periode til at inddrive dem, og hvis ikke vi gør det, så mister de deres fortrinsstilling. Så får kommunen ikke sine penge, og det er vi ifølge lovgivningen forpligtet til at gøre mest muligt for at sikre, siger Jørgen Rasmussen.

Inden det når hertil, vil der dog altid have været et længere forløb med dialog mellem kommune og borgeren, der skylder penge, og her har man mulighed for at afværge en tvangsauktion og for eksempel få en afdragsordning.

- Jo tidligere i forløbet, man som skyldner har mulighed for at tage fat i dem, der har penge til gode, jo bedre mulighed har man for at undgå at havne i sådan en ulykkelig situation. Når kravet er sendt til os, har vi nogle ret begrænsede muligheder for at gøre noget, siger Jørgen Rasmussen.

Flere sager hastes igennem

Som TV 2 har kunnet fortælle, oplever et stigende antal danskere at blive sendt på tvangsauktion af Skat.

I de første tre og en halv måned har Skat sendt 1219 sager videre til eksterne advokater med henblik på tvangsauktion, og Skat regner med, at man i alt vil sende 4200 sager videre til tvangsauktion i år. I 2014 var det tal nede på 1640 sager.

Det forklarer underdirektøren i Skat med, at der er indgået aftaler med kommunerne, så kravene fra den 2. februar i år går tilbage til kommunerne, så de selv skal behandle dem. I den forbindelse har Skat givet tilsagn om, at de vil forsøge at få behandlet alle de sager, de har.

- Det betyder, at et stort antal sager bliver presset igennem på kortere tid, end de ellers ville være blevet, og derfor oplever vi, at vi sender flere af sted, simpelthen fordi vi løser sagerne hurtigere, siger Jørgen Rasmussen.

Han glæder sig over, at antallet af sager, der faktisk går på tvangsauktion, er faldende, da flere er i stand til at betale i sidste øjeblik, så de kan afværge tvangsauktionen.

Arbejdsskadet må flytte på gaden

Den konkrete sag fra Stevns Kommune handler om 42-årige Jørgen Larsen, der har arbejdet i nedrivningsbranchen det meste af sit liv. Sidste år begyndte han at få problemer med ryggen, og i dag går han på krykker og bliver nødt til at ligge ned 20 timer om dagen på grund af smerter.

Han er i afklaringsforløb i kommunen og afventer operation på hospitalet.

- Jeg har forsøgt at høre min bank, venner og bekendte, om jeg kan låne de penge, men det kan jeg ikke, fortæller Jørgen Larsen.

Jørgen Larsen vil gerne betale sin gæld ad to omgange. Det må han ikke.

Han vil gerne betale de 8700 kroner, han skylder til kommunen i ejendomsskat, men på grund af sin situation kan han ikke betale beløbet på én gang. Han har derfor forsøgt at få en afdragsordning, så han kan betale ad to omgange, men det kan han altså ikke komme til.

- Det betyder, at jeg kan pakke de sidste ting sammen, jeg har, og så kan jeg flytte på gaden. Jeg har ingen andre muligheder, siger Jørgen Larsen.

- Min opgave er at sikre, at pengene komme hjem

Det stigende antal sager, der sendes til tvangsauktion, vækker kritik fra flere fagfolk.

Blandt andre fra formanden for Dansk Told og Skatteforbund, Jørn Rise, der mener, at udviklingen er en direkte konsekvens af, at kommunerne har brokket sig højlydt over, at Skat ikke har været gode nok til at inddrive de kommunale krav.

- Kommunerne har været i stand til at råbe højest. Derfor er der en klar prioritering om at hive deres krav hjem nu, og det er de krav, der fører til tvangsauktioner, siger Jørn Rise.

Det er sket samtidig med, at Skat har nedprioriteret kontrollen med små og mellemstore virksomheder, som TV 2 onsdag kunne fortælle.

De to typer sager kan dog ikke sammenlignes, da de løses af medarbejdere med forskellige kompetencer, lyder det fra Skat.

- Min opgave er at sikre, at de penge, der skyldes til det offentlige, kommer hjem. Det er den måde, vi laver vores prioritering, og derfor har vi valgt at sige, at det her område er et af de steder, hvor det giver mening for os at få dem hjem, fordi kravene har den her fortrinsstilling, siger Jørgen Rasmussen.