Forbund advarer: Skat er blevet et tagselvbord for snydere
Kun meget få af de små og mellemstore virksomheder bliver tjekket af Skat i år. Der er i realiteten frit spil for snyd, advarer forbund.
Det er blevet markant lettere for danske virksomheder at snyde i skat. Kun tre procent af de små og mellemstore virksomheder bliver undersøgt af Skat, og det gør i praksis Skat til et tagselvbord for skattesnyd.
- De undersøgelser, jeg har set, tyder på, at der er svindel i et omfang, vi ikke tidligere har set, siger Skatteadvokat og lektor på Århus Universitet Torben Bagge.
- Det koster mange penge for staten. Det er der ingen tvivl om. Vi taler ikke millioner, vi taler om milliarder, siger formand For Dansk Told og Skatteforbund Jørn Rise.
65.000 snyder
TV 2 har sammen med Fagbladet 3F undersøgt Skats kontrolindsats overfor de små og mellemstore virksomheder.
Tilbage i 1999 blev 38 procent af de små og mellemstore virksomheders skatteoplysninger dobbelttjekket at SKAT, men siden er tallet styrtdykket i takt med nedskæringerne i SKAT, og i år ventes blot tre procent af virksomhederne at blive undersøgt.
Det sker, selv om Skats egne tal viser, at ti procent af virksomhederne bevidst snyder, og at der er fejl i op mod halvdelen af virksomhedernes selvangivelser.
- Det betyder, at der er mindst 65.000 virksomheder her i landet, der gør alt, hvad de kan for at snyde i skat. Og de kan føle sig trygge, for der er reelt ikke nogen, der kommer efter dem. Det er der simpelthen ikke ressourcer til, siger Jørn Rise.
Allerede i 2015 kaldte Rigsrevisionen Skats indsats overfor de små og mellemstore virksomheder for ”Ikke tilfredsstillende”.
Ved samme lejlighed vurderede Skat, at virksomheder hvert år mangler at betale 12 milliarder kroner i skat og moms. Men det har ikke fået SKAT til at kontrollere flere af de små og mellemstore virksomheder.
- Det er korrekt, at vi kontrollerer færre små og mellemstore virksomheder end tidligere. Og det betyder selvfølgelig også, at der er en mindre risiko for at blive opdaget, hvis man bevidst prøver at snyde i Skat, siger kontrolchef i Skat, Jim Sørensen.
Han fortæller, at Skat prioriterer at fange enkelte, større skattesnydere, og at Skat derfor accepterer, at en stor del af de mindst 65.000 virksomheder, der bevidst snyder, slipper godt fra det.
Vi forsøger jo at fange dem. Men på samme måde som politiet godt er klar over, at der er nogle bilister, der kører uden kørekort, er vi jo også klar over, at der er virksomheder, der bevidst snyder i skat. Derfor prøver vi jo også at finde de værste af dem, så vi hele tiden har en eller anden form for kontroltryk mod den her gruppe. Men det betyder bare ikke, at vi fanger dem alle sammen, siger Jim Sørensen.