Samfund

Fandt kræftknude i sin mors bryst, som lægerne havde overset

Peter Herstrøm søgte aktindsigt i sin mors sygejournal efter hendes død.

Da lægerne på Sønderborg Sygehus kiggede på Lis Herstrøms røntgenbillede, opdagede de ikke den kræftknude, hun havde i sine lunger.

Det gjorde til gengæld Lis Herstrøms søn, Peter Herstrøm, da han efter morens død søgte aktindsigt i hendes behandlingsforløb.

64-årige Lis Herstrøm døde den 27. oktober 2014. Kun en måned efter, at hun fik stillet diagnosen kræft i lungerne.

- Frygteligt og rystende

Havde lægerne på Sønderborg Sygehus kigget mere grundigt på de røntgenbilleder, som Lis Herstrøm fik taget året op til sin død, ville hun med stor sandsynlighed være i live i dag.

- Jeg synes det er frygteligt og rystende, at sådan noget kan ske, lyder det i dag fra sønnen Peter Herstrøm.

I 2013 og 2014 fik Lis Herstrøm taget røntgenbilleder af sine lunger på Sønderborg Sygehus. Begge gange overså to forskellige læger den knude, som senere stod tydeligt frem for sønnen Peter Herstrøm.

- Jeg undrede mig over, hvorfor det ikke var blevet opdaget noget før. Jeg indhentede røntgenbillederne fra sundhed.dk, og når man ser på et rask røntgenbillede, kan man se, at den knude ikke skal være der. Jeg har ikke fået nogen forklaring på, hvordan de kan overse det. Jeg synes, det er rystende og utilgiveligt, siger Peter Herstrøm til TV 2.

Sygehus erkender fejl

På Sønderborg Sygehus erkender de fejlen, men har ingen forklaring på, hvordan det kunne ske:

- Der ruller rigtig mange patienter gennem vores system, og vi forsøger i hvert tilfælde at gøre det så godt og sikkert som muligt. Vi kan ikke sige, hvad der præcis er gået galt i det her tilfælde, siger Bjarne Dahler-Eriksen, som er lægefaglig direktør på Sygehus Sønderjylland.

Peter Herstrøm klagede efter morens død til Patientklagenævnet og fik medhold. En specialist vurderede, at knuden allerede kunne være opdaget i 2013, og at det ville have givet Lis Herstrøm 50 procents chance for at være i live fem år senere.

Selvom Peter Herstrøm ikke får sin mor igen, håber han, at der vil komme mere fokus på fejldiagnoser.

Peter Herstrøm har også klaget til Styrelsen for Patientsikkerhed, men herfra er der endnu ikke kommet en afgørelse.