GUIDE: Sådan sælger du din bolig - med eller uden mægler

Huspriserne stiger i store dele af landet. Samtidig vokser markedet for boliger, der bliver solgt uden at have været offentligt udbudt.

TV 2 har herunder lavet en guide med gode råd til dig, der går med tanker om at udnytte de stigende boligpriser og overvejer boligsalg - både hvis du vil sælge via ejendomsmægler, eller hvis du selv vil prøve at sælge din bolig.

HVIS DU SÆLGER VIA EJENDOMSMÆGLER

TV 2 har talt med Tina Dhanda Kalsi, som er seniorjurist hos Forbrugerrådet Tænk. Hun giver følgende råd til, hvad du bør gøre, inden du vælger, hvilken ejendomsmægler, der skal sælge din bolig.

1. Indhent flere tilbud

- Det er en god idé at indhente tilbud fra flere forskellige ejendomsmæglere - som tommelfingerregel to-tre forskellige. Der kan være stor variation i både den udbudspris, mægleren mener at kunne sælge din bolig for, og der kan også være stor variation i salærerne. Man skal gå med sin mavefornemmelse i forhold til mægleren og ikke nødvendigvis vælge den, der kommer med den højeste udbudspris. Det er jo også et spørgsmål om, hvor lang tid, man har til salget.

2. Salæret kan forhandles

- Vi er ikke en nation af kræmmere, og mange synes måske det er grænseoverskridende at forhandle om ejendomsmæglerens salær. Men det er muligt at få tilbud, der ligger under den lavest udbudte pris, siger Tina Dhanda Kalsi. Tal fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen viste i 2012, at næsten ni ud af ti danske forbrugere, der indledte en forhandling med en ejendomsmægler om salæret, rent faktisk har fik et nedslag - og ifølge Tina Dhanda Kalsi har de tal næppe ændret sig drastisk.

3. Læs din aftale grundigt igennem

- Inden du underskriver en aftale med ejendomsmægleren, skal du læse den grundigt igennem. Tjek for eksempel om det er dig selv eller ejendomsmægleren, der skal betale for udgifter til annoncering.

HVIS DU SÆLGER SELV

Hos boligportalen Boliga skønner man, at der er mellem 28.000 og 140.000 kroner at spare, hvis man selv sælger sin bolig. Ifølge Boliga varierer salæret for ejendomsmæglere fra mellem 40.000 kroner og 150.000 kroner, mens man skal regne med udgifter på mellem 10.000 og 12.000 kroner, hvis man sælger selv. Fra Manja Johansen, product manager for Boliga selvsalg, har TV 2 indhentet syv gode råd til selvsalg.

4. Sæt en skarp udbudspris

- Vær realistisk og lad være med at tro, at du kan lægge prisniveauet væsentligt over, hvad andre boliger i samme område er blevet solgt for – medmindre du har en bolig til salg, der adskiller sig markant fra de andre boliger i området. Det kan for eksempel være, hvis din bolig har en særligt god beliggenhed eller er i meget bedre stand end lignende boliger i nærområdet.

5. Lav en spændende annonce

- Annoncen er købers første møde med din bolig, så du skal sørge for, at den tager sig rigtig godt ud. Inden du tager billeder af boligen, skal du sørge for at rydde op og gøre boligen indbydende. Sørg for at lyset er tændt og dørene åbne, så lejligheden fremstår så lys som muligt. Det er uhyre vigtigt, at billederne er af god kvalitet. Er du ikke selv god bag linsen, kan du hyre en professionel fotograf til opgaven. Skriv en god beskrivelse af din bolig og af lokalområdet.

6. Indhent dokumentation og fremstå professionel

- Indhent al den relevante dokumentation. Nogle af informationerne kan du med fordel skrive direkte ind i salgsannoncen, så den ser mere professionel ud. Det er vigtigt, at de økonomiske oplysninger står tydeligt i opstillingen, så en mulig køber kan vurdere, om din bolig er inden for budget. Hav anden dokumentation klar til når køberne henvender sig, så du hurtigt kan give dem oplysningerne. Relevant dokumentation er blandt andet BBR-meddelelse,tingbogsattest, tilstandsrapport og energimærke, dokumenter om eventuelle servitutter og tilbud om ejerskifteforsikring.

7. Prioritér købers tid og vær til stede på fremvisningen

- Selv om din kalender er godt proppet, er det en god ide, at du efterkommer interesserede køberes ønske om at se boligen.Besvar derfor henvendelser hurtigt og vær imødekommende allerede fra første kontakt. Til fremvisningen skal du naturligvis også være imødekommende; vis rundt, svar på spørgsmål og træk dig så tilbage og lad de interesserede købere se sig om på egen hånd. Sørg for at notere navn, email-adresse og telefonnummer på potentielle købere, så du kan kontakte dem senere i forløbet.

8. Gør brug af gratis og betalte annonceringsmuligheder

- Der er flere muligheder, du kan benytte til at markedsføre din bolig. På Facebook findes der stribevis af grupper, du kan lave et opslag i, så du kan komme ud til interesserede. Du kan også selv oprette en Facebook-side for din bolig. Fordelen ved at gøre det, fremfor kun at lave et opslag på din egen Facebook-væg, er, at du kan bruge penge på at få boligen vist i newsfeed'et hos folk, der interesserer sig for boliger og som bor inden for en bestemt radius af din bolig. Husk at fortælle dine venner, din familie, dine kolleger og dine naboer om salget og få dem til at dele dit opslag eller din annonce på de sociale medier. Derudover kan du betale for annoncering af boligen på diverse selvsalgsportaler.

9. Find din mindstepris - og bliv ikke fornærmet

- Når en potentiel køber viser interesse og kommer med et bud, er det vigtigt, at du har gjort op med dig selv, hvad din mindstepris er, så du har et billede af, hvor meget du vil forhandle med. Tag det ikke som en fornærmelse, at køberen byder under udbudsprisen. Det gør alle købere. Du må gerne komme med et modbud, men du må også fastholde din udbudspris. Er der stor interesse for din bolig, har du mulighed for at lave en budrunde blandt de interesserede købere. Hvis du ikke kan blive enig med køberen, så afslut kontakten på en værdig måde. Det kan være, at køber vender tilbage på et senere tidspunkt.

10. Få professionel hjælp

- Papirarbejdet skal være i orden. Derfor er det en rigtig gode ide at benytte en boligadvokat til at få handlen afsluttet. Advokaten, der ligesom ejendomsmæglere har en ansvarsforsikring, kan udarbejde købsaftalen, indhente dokumenter og sørge for, at købesummen bliver frigivet på rette tidspunkt. Det giver både sikkerhed for dig selv og for køberen.