Samfund

OVERBLIK: Her er katastrofen på Scandinavian Star

Branden på færgen "Scandinavian Star" kostede 159 mennesker livet. Kort forinden blev skibets værdi fordoblet.

Der har hersket stor mystik om, hvorfor branden på passagerskibet Scandinavian Star opstod i 1990. En teori går på, at branden blev påsat som et led i forsikringssvindel.

Læs her om branden på Scandinavian Star:

* Scandinavian Star brød i brand om natten 7. april 1990 på vej fra Oslo til Frederikshavn.

* 482 besætningsmedlemmer og passagerer var om bord på færgen. 158 af dem mistede livet ved branden. Yderligere én døde senere af sine kvæstelser.

* Efterforskningen har vist, at ilden opstod flere forskellige steder på færgen, og at der dermed sandsynligvis var tale om en påsat brand.

* Norsk politi gav en dansk lastbilchauffør, der selv omkom i branden, skylden. Men anklagen blev efterfølgende trukket tilbage.

* Sikkerheden om bord på Scandinavian Star blev kritiseret, da det kom frem, at personalet hverken havde holdt brandøvelser eller var blevet instrueret i sikkerhedsudstyret.

* Kaptajnen, rederen og direktøren blev i 1993 dømt for overtrædelse af loven om skibes sikkerhed.

* Pårørende til ofrene har kritiseret efterforskningen og mener, at branden var et forsøg på forsikringssvindel.

* I februar 2016 påstod den tidligere danske hovedundersøger af katastrofen, Flemming Thue Jensen fra Søfartsstyrelsen, - efter 26 års tavshed - at to fra besætningen stod bag branden.

* Og Knud Skaareberg Eriksen, tidligere chef i Søfartsstyrelsens opklaringsenhed, fortalte i februar 2016, at han tilbage i 1990 oplyste fire navne på besætningsmedlemmer, der kunne være ansvarlige for branden.

* I august 2016 offentliggjorde norsk politi en rapport om skibsbranden.

* Politiet konkluderede i den forbindelse, at det endnu var uvist, hvem gerningsmanden eller gerningsmændene bag branden var.

* I 2015 igangsatte det norske Storting en officiel kommission, der skulle undersøge omstændighederne omkring branden. Den fremlægger sine resultater torsdag.

Kilder: Ritzau, norsk politi.