Samfund

Nu har børnehave boet et år i plejehjemmets kælder – og lykken har ingen ende

Det startede egentlig som et forsøg. Efter et år er det slået fast, at børn og ældre sagtens kan have noget tilfælles på tværs af generationerne.

Det gælder om at kaste ringene, så de rammer pindene. Jo flere ringe, der rammer plet, jo flere point. Sådan spiller man ringspil. 

Det simple spil bliver flittigt spillet på Holmbohjemmet i Kloster i Vestjylland, men oftest med to lidt usædvanlige hold overfor hinanden:

På det ene hold er tre plejehjemsbeboere. På det andet tre børnehavebørn.

Det er forskelligt, om det er plejehjemsbeboerne eller børnehavebørnene, der vinder i ringspil.

I plejehjemmets underetage ligger nemlig børnehaven Kloster Børnehus.

For et år siden siden flyttede de ind, da børnehaven manglede plads, og det var vist sig at være et aldeles lykkeligt samarbejde.

De forstår hinanden

Udover ringspil er det ikke et atypisk syn, at et barn og en ældre sidder og spiller terningespil, ligger puslespil, synger eller snakker sammen.

- Vi pjatter og sådan noget. Og så spørger de, hvor gammel jeg er, og om hvorfor jeg sidder i den her, siger den 83-årige Ruth Madsen og peger ned på sin kørestol.

- Det er jo meget naturligt, at de gerne vil vide det, tilføjer hun om de nysgerrige børn. 

Da TV 2 besøgte Holmbohjemmet lavede de ældre sjov med, at børnene havde øvet sig på ringsspillet i smug. De blev nemlig slået af de små modstandere.

De tætte adresser har betydet, at børnene kan komme spontant på besøg næsten, som de vil. 

Plejehjemmets forstander, Lissi Mikkelsen, er da heller ikke i tvivl om, at konstellationen skaber et unikt liv i lokalerne:

- Jeg tror, at det har noget at gøre med, at de ældre møder børnene med åbenhed. Og børnene er ærlige. Det, de siger med munden, er også det, de siger med kroppen. Når man er ældre - og især når man har en demenssygdom - så læser man meget mere kropssproget end de talte ord, siger Lissi Mikkelsen. 

- Jeg kan ikke sige, præcis hvad det er. Jeg kan bare se, at de har en relation, hvor de forstår hinanden. Ældre og børn har bare et spil, som vi ikke forstår, tilføjer hun. 

I starten af 2017 bragte TV MidtVest indslaget om Holmbohjemmets smarte løsning - se det her:

Børn gør en forskel, og det kan sagtens lade sig gøre at have børn på et plejehjem. Det viser de i Kloster, hvor en flok børn er rykket ind på plejehjemmet i byen.

- Når børnene er her, vil de gerne

Holmbohjemmet og Kloster Børnehus har haft et samarbejde i mange år, hvor børnene kom forbi ved højtider, men det var først, da lokalerne i underetagen blev ledige i sommeren 2016, at de fik de helt ideelle forhold.  

For nogle ældre betyder børnene nemlig, at de overhovedet har lyst til at være sociale. 

- I går fortalte jeg, at børnene var inviteret til formiddagkaffe. Fem af de ældre beboere, som er heroppe i dag, de plejer ikke at komme ud. De holder sig for sig selv. Men når børnene er her, så vil de gerne, siger forstander Lissi Mikkelsen.

Også børnehavens leder, Anny Pedersen, synes, at det giver børnene en sund erfaring, at færdes så tæt med de gamle.

- Der er blevet langt mellem generationerne, så det er unikt, at børnene lærer nogle at kende, som har et liv bag sig, siger hun.

Når hun ser børnene og de ældre snakke og hygge sig sammen et par gange om ugen, oplever hun, at de giver hinanden lige det, som de har brug for: Tid.

De ældre har tid til at svare børnene på deres nysgerrige spørgsmål, og børnene har tid til at lytte.

Begge ledere er sikre på, at de gode erfaringer kan overføres til andre hjem rundt i Danmark. Flere andre kommuner har da også forsøg med besøgsbabyer eller højtider, hvor den lokale børnehave kommer forbi.

Og til spørgsmålet om børnehaven skal flytte, hvis de får mulighed for at få deres egne lokaler, er Anni Pedersen ikke i tvivl:

- Vi bliver boende!