Samfund

Nu skal det kræve kørekort at bruge vandscooter

Politiet vil fremover holde mere øje med Københavns Havn. Samtidigt indføres nummerplader og kørekort til vandscootere.

Politiet vil fremover være markant mere til stede i Københavns Havn.

Sejlere skal fremover tage 'kørekort' til vandscootere, og alle vandscootere skal udstyres med nummerplade, så de kan identificeres.

Det kom frem, da justitsminister Søren Pape holdt møde med blandt andre Københavns overborgmester Frank Jensen om, hvad der kan gøres for at stoppe den ulovlige – og farlige – sejlads med vandscootere i Københavns Havn.

Mødet kommer efter ulykken den 6. maj, hvor to unge amerikanske kvinder mistede livet, da deres båd blev påsejlet af en vandscooter.

- Det, der er afgørende for København og for københavnerne, er, at reglerne håndhæves. Allerede nu vil Københavns Politi øge deres tilstedeværelse i havnen med 50 procent.  Det vil jeg gerne sige stor tak for, for det betyder enormt meget for de mange rekreative anvendelser af havnen i dag, sagde overborgmester Frank Jensen efter mødet.

På mødet præsenterede justitsminister Søren Pape tre konkrete ideer til en skrappere indsats over for vandscootere, der sejler for hurtigt i havnen.

- Vi skal indføre en form for registreringssystem, så man kan genkende, hvem det er, der er på de her vandscootere. Vi skal have mulighed for at konfiskere vandscooterne, og vi skal også hæve bødestraffene, sagde justitsminister Søren Pape efter mødet.

Endnu en skærpelse er, at der nu indføres krav om 'kørekort' til vandscootere:

- Det kommer til at træde i kraft den 1. januar 2018. Så må man ikke sætte sig i en vandscooter, før man har et vandscooter-kort, fortæller en anden af deltagerne i mødet, erhvervsminister Brian Mikkelsen.

Brian Mikkelsen: 'Kørekort' allerede fra nytår

'En glad mand'

En af dem, der har været plaget af vandscooters vilde sejlads i Københavns Havn, er Troels Brucker fra Bådklubben Valby.

- Jeg er en glad mand i dag. Vi har fået at vide, at man tager det alvorligt på Christiansborg. Problemet er bare, at vandscootere er næsten umulige at isolere og fange, og derfor skal der noget helt særligt til lokalt i Københavns Havn, siger han.

Bådklubben har blandt andet foreslået, at man skal kunne lukke sluserne, så vandscooterne ikke kan stikke af, samt mere elektronisk overvågning.

Sejlere i Københavns Havn: Dejligt problemet bliver taget alvorligt

Uagtsomt manddrab

Efter ulykken for et par uger siden er den 24-årige fører af vandscooteren sigtet for dobbelt, uagtsomt manddrab, for hensynsløst at have udsat andre for livsfare og for at have undladt at hjælpe personer i nød.

Den sigtede mand var en del af en gruppe, som på seks vandscootere - eller jetski - sejlede ind i havnen. Ifølge politiets oplysninger blev der sejlet med i hvert fald 55 kilometer i timen.

Til politiet har den 24-årige sagt, at han forsøgte at undvige udlejningsbåden. Han gik i panik efter påsejlingen og satte ligesom de andre kurs mod Brøndby Havn, hvor de alle blev anholdt.