Danmarks smukkeste bondegård er kåret
Konkurrencen har skullet sætte fokus på en helt særlig del af den danske kulturarv.
I hundredvis af år har danskerne beboet bondegårde over hele landet, og mandag blev den allersmukkeste af slagsen kåret. Det skete, da vinderen af Bygningskultur Danmarks konkurrence ’Danmarks Smukkeste Bondegård’ blev afsløret.
Her blev slægtsgården Klægager , der i dag er ejet af Christian og Ruth Lorenzen, valgt som vinder. Gården, der er bygget i 1857, vandt blandt 15 andre kandidater rundt omkring i landet. Den ligger i Ballum i Tønder Kommune.
Gårdejerne Christian og Ruth Lorenzen, der driver et Bed & Breakfast fra Klægager, er glade for, at deres livsværk nu også har fået titlen som Danmarks Smukkeste Bondegård.
- Vi ved af personlig erfaring, at det er et stort arbejde at vedligeholde en gammel bondegård. Det er ikke noget, man kommer sovende til, og vi har også investeret både penge og knofedt i gården. Det var en stor anerkendelse at blive nomineret i konkurrencen, og det er en endnu større ære at løbe med titlen Danmarks Smukkeste Bondegård, siger Ruth Lorenzen.
Bygningskultur Danmark har gennemført konkurrencen for at sætte fokus på de unikke, men truede stråtækte gårde, der er ved at forsvinde fra Danmarkskortet.
- Det helt afgørende vidnesbyrd
Som bygningstype er den firelængede stråtækte gård arketypisk dansk og findes - bortset fra nogle få i Sydsverige, Nordtyskland og Holland - næsten kun i Danmark.
- Bygningerne er det helt afgørende vidnesbyrd om vores fortid som landbrugsnation og har dannet rammen for mange af vores bedsteforældres barndom, lyder det fra Bygningskultur Danmark, der arbejder med bevaring og udvikling af den danske bygningskultur.
Organisationens formand, Birthe Luel, siger i forbindelse med kåringen, at alle 15 nominerede gårde kunne have vundet for deres historiske repræsentation.
- I vores øjne er alle 15 kandidater vindere, fordi de alle på hver deres unikke måde er repræsentanter for historisk bygningskultur – og med ejere der har lagt oceaner af kræfter og penge i at bevare dem. Men danskerne har stemt og Klægager er afgjort en værdig vinder af konkurrencen - og en fantastisk repræsentant for Sønderjylland og for den vestslesvigske murede byggeskik, siger Birthe Luel og tilføjer:
- At der samtidig er tale om en gård, der ikke er fredet, viser hvor mange bygninger, vi skal passe på, og også at kommunerne har et stort ansvar for at holde øje med bygningskulturen rundt omkring i landet.
Klægager er valgt af danskerne selv, der har kunnet stemme på deres favorit. Det har omkring 4.500 gjort.
Flere vindere
Mens Klægager i Ballum med 21 procent af stemmerne blev vinderen, fik Bent Madsens gård i Assens Kommune en andenplads og Rødegård på det nordvestlige Sjælland en tredjeplads.
Men det er ikke de eneste kåringer, som Bygningskultur Danmark står bag. Organisationen har siden 2011 blandt andet kåret Sønderho på Fanø til Danmarks smukkeste landsby og Svaneke på Bornholm til den smukkeste købstad. I 2016 løb Moseby Præstegård på Falster med titlen som Danmarks smukkeste præstegård.
Som præmie får Klægager et træ, som skal plantes i haven ved en senere højtidelighed, hvor der også sættes en plakette op, oplyser Bygningskultur Danmark.
Se alle kandidaterne til 'Danmarks Smukkeste Bondegård' her: