Samfund

Alkoholiker sendt i praktik på værtshus: - Jeg frygter han dør

TV 2/Fyn logo
I samarbejde med TV 2/Fyn

49-årige Jan Evers blev sendt i praktik på et værtshus, hvor han skulle servere øl, selvom han har et mangeårigt alkoholmisbrug bag sig.

At sende en alkoholiker i praktik på et værtshus lyder ikke umiddelbart som en god idé.

Det synes 49-årige Jan Evers fra Odense heller ikke. Han har i mange år kæmpet med et alkoholmisbrug.

Alligevel har Odense Kommunes jobcenter sendt ham i arbejdsprøvning på værtshuset Corner i Odense, hvor han skulle servere alkohol for kunderne.

- Hvordan skal jeg stoppe mit alkoholforbrug, når de sender mig på et værtshus, spørger Jan Evers undrende.

- Jeg er bange for, at han dør

Jan Evers er uddannet tjener, men har været på kontanthjælp i 10 år på grund af sit misbrug. I al den tid har hans svigerinde, Else Bjerring, forsøgt at få ham på benene igen med et arbejde og et liv uden alkohol.

Hun er urolig for hans ve og vel, når kommunen tilbyder job på et værthus til en alkoholiker, hvor han skal servere øl, sodavand og kaffe.  

- Det må simpelthen stoppe nu. Jeg er faktisk rigtig bange for, at Jan dør. Han dør simpelthen af det her, siger Else Bjerring til TV 2 Fyn.

Af Jan Evers’ sagsakter fremgår det, at "hans funktionsevne er påvirket af alkohol”. Eneste behandlingsmulighed er et totalt stop for alkohol.

Kommunen afviser tvang

I Odense Kommune afviser man, at Jan Evers er blevet tvunget i det 13 uger lange udviklingsforløb på værtshuset.

- Jeg vil ikke kommentere den konkrete sag, men kun sige, at pratikken er sket i samarbejde med borgeren, da Odense Kommune ikke sender folk ud i tvungen praktik, siger Søren Thorsager, der er rehabiliteringschef i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i Odense Kommune. 

Jan Evers siger til TV 2/FYN, at han har givet udtryk for over for sagsbehandleren, at han ikke ønskede at skulle i praktik et sted, hvor der serveres alkohol.

Ekspert: Han er kastet for løverne

Misbrugskonsulent Henrik Rindom er rystet over, at Odense Kommune har sendt en alkoholiker i praktik på et værtshus:

- Man har kastet manden for løverne. Man har ikke forstået, hvad alkoholafhængighed er for en alvorlig tilstand at befinde sig i. Er der en ting, man i hvert fald ikke skal gøre, så er det at konfrontere dem med alkohol. Så får de højst sandsynligt et tilbagefald en dag, hvor de har et svagt øjeblik, siger Henrik Rindom til TV 2.

Inden Jan Evers kom i behandling, drak han omkring 30 øl om dagen. Selv om han tidligere har været stoppet helt med sit misbrug, er han begyndt at drikke igen og drikker nu omkring seks øl dagligt, fortæller han.

Jan Evers jobafklarings-sag hos Odense Kommune er indtil videre sat i bero i tre måneder.