Samfund

Telefonen distraherer danskerne i trafikken

Det kan ende med at blive dyrt, hvis du taler i mobiltelefon, mens du kører bil.

Det er farligt, men det sker alligevel tit. Midt i trafikken sidder en chauffør med rattet i den ene hånd og mobilen i den anden. Det viste et tjek TV 2 foretog torsdag og fredag på en tur gennem trafikken i Københavnsområdet.

Viceværten Mads Marker, som er en af de personer TV 2 mødte, brugte telefonen i bilen så sent som i morges. 

 - Det sker en gang i mellem. Det er ikke en god idé, men man kommer til det alligevel, siger han.

Allan Kim Møller, der er direktionsassistent i en bank, tjekker også sin mobil, mens han kører. 

- Jeg skulle lige se, om der var nogen der havde ringet.

Begge er klar over, at det ikke er lovligt.

- Det er farligt og ikke det smarteste at gøre, men man kommer til det alligevel, siger Mads Marker.

I videoen over artiklen kan du se flere af de bilister TV 2 mødte i trafikken med en telefon i hånden.

Så mange kører med mobilen i hånden

To procent af de adspurgte i en undersøgelse fra oktober svarer, at de ofte taler i håndholdt telefon. Otte procent svarer en gang i mellem, 22 procent svarer sjældent, mens 65 procent, svarer aldrig.

Men det er ikke kun det at tale i håndholdt telefon, der tager danskernes opmærksomhed fra vejen. 

Om undersøgelsen

1403 respondenter har svaret via Epinions Danmarkspanel. 

Det at skrive sms'er, være på Facebook eller tjekke mails er også distraherende.

Det er Rådet for Sikker Trafik og Forsikring og Pension, der står bag undersøgelsen, hvor 1403 mænd og kvinder i alderen 18-65 år svarede på spørgsmålene. Samtidig viser undersøgelsen fra Rådet for Sikker Trafik, at 19 procent af danskerne har læst eller skrevet en sms, mens de kørte mindst 30 kilometer i timen.

TV 2 har talt med en række danskere, der har svært ved at lade telefonen ligge, når de kører bil. Til trods for stor fare og risiko for en bøde på 1500 kroner.

Selvom et flertal i undersøgelsen fortæller, at de kan lade fingrene blive væk fra telefonen under kørsel, så viser alle undersøgelsesresultater gang på gang, hvor farligt det er at have fokus på mobilen i stedet for vejen.

En tidligere undersøgelse viste, at det at taste et nummer ind på sin mobil kommer ind på en klar førsteplads, når man ser på risikoen for at ende i et uheld. Sidder du og indtaster et nummer på mobilen, stiger risikoen for, at du ender i et trafikuheld 12 gange.

- At taste et nummer ind på sin mobil, læse, skrive eller række ud efter ting i bilen er nogle af de mest risikable uopmærksomme handlinger, man kan gøre, når man sidder bag rattet og kører i trafikken. Problemet er, at man både kigger væk fra trafikken, har fjernet den ene hånd fra rattet og mentalt også er fraværende og ikke opfatter, hvad der sker omkring en i trafikken, siger Mette Møller, seniorforsker, Transport DTU.

Det næstfarligste, du kan gøre, mens du kører bil, er at læse eller skrive - her stiger risikoen for at ende i et trafikuheld næsten ti gange.

Uopmærksomhed i trafikken koster liv

I perioden 2010-2014 mistede 354 personer livet i en trafikulykke, hvor en eller flere af de involverede var uopmærksom på ulykkestidspunktet. 
 

På en tredjeplads over de mest farlige ting du kan gøre, mens du kører bil, er at række ud efter genstande i bilen. Her stiger risikoen for uheld omkring ni gange.

Det koster i alt 1500 kroner at tale i en mobiltelefon, der ikke er håndfri. Hos FDM kan du få overblik over, hvad det ellers koster at lave andre ting i bilen end at køre bil.

Så farligt er det 

Så risikable er de uopmærksomme handlinger bag rattet (Kilde: Transport DTU, 2016):

Her er de farligste ting, danskerne gør i bilen

  1. Nummerindtastning på håndholdt mobil

    Risikoen for at ende i uheld stiger 12 gange (12,2).

  2. Læse/skrive (inkl. på iPad)

    Risikoen for at ende i uheld stiger ca. 10 gange (9.9).

  3. Række ud efter genstande i bilen

    Risikoen for uheld stiger ca. 9 gange. (9,1).

  4. SMS (håndholdt)

    Risikoen for at ende i uheld stiger ca. 6 gange (6,1).

  5. Række ud efter telefon

    Risikoen for at ende i uheld stiger ca. 5 gange (4,8).

  6. Total mobiltelefonbrug (håndholdt)

    Risikoen for uheldt stiger ca. 3,5 gange (3,6).

  7. Justering af klimaanlæg

    Risikoen for at ende i uheld bliver cirka fordoblet (2,2)

  8. Samtale (håndholdt)

    Risikoen for at ende i uheld bliver cirka fordoblet (1,9).

  9. Indstiller radio

    Risikoen for at ende i uheld bliver ca. fordoblet (1,9).

  10. Spise/drikke

    Risikoen for at ende i uheld bliver cirka fordoblet (1,8).

Det laver danskerne i bilen

I undersøgelsen skulle de adspurgte svare på, hvad de havde gjort af følgende, mens de sad bag rattet i en bil, varevogn eller lastbil, og du kørte mere end 30 km/t? Sådan svarede de:

  • Justeret på klimaanlægget i bilen: 55 %.
  • Justeret på radioen i bilen: 59 %.
  • Talt i håndholdt mobil: 15 %.
  • Skrevet / læst sms: 19 %.
  • Tjekket rutevejledninger på din mobil: 19 %.
  • Læst i papirer eller på Ipad: 3 %.
  • Skrevet på papir eller Ipad: 2 %.
  • Tastet på GPS: 24 %.
  • Tjekket nyheder, sociale medier eller spillet spil på din mobil (f.eks. Pokemon Go): 5 %.
  • Spist mad: 33 %.
  • Ledt efter ting i handskerum/taske: 17 %.
  • Lagt makeup: 1 %.
  • Danset i sædet til musik: 11 %.
  • Drukket (ikke alkohol): 43 %.
  • Rakt ting til barn på bagsædet: 11 %.
  • Andet: 1 %.
  • Nej: 13 %.
  • Ved ikke: 2 %. 

Antal dræbte de sidste fem år

  • På fem år (2010 – 2014) har 354 mennesker mistet livet i trafikulykker, hvor de selv eller andre var uopmærksomme
  • Kilde: Vejdirektoratet

Kilde: Epinion for Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension, september 2016.