Samfund

Problem med uvaskede soldater i svømmehal

Soldaterne får nu igen indskærpet, at de skal vaske sig ordentligt, når de besøger den lokale svømmehal.

Soldater fra Gardehusarkasernen er flittige brugere af Slagelse Svømmehal.

Men det er et problem, at de ikke er meget for at tage badebukserne af, så de kan blive vasket ordentligt, inden de hopper ned i bassinet til de øvrige svømmere. Det påpeger en morgensvømmer, Jørgen Stegman, Jyderup, i et indlæg til Sjællandske.

- Der er åbenbart en kultur blandt landets Jens’er som gør, at man ikke tør vise sig over for hinanden uden badebukser på, og det besværliggør jo, at man kan vaske sig de steder, hvor der nok er mest behov, skriver Stegman.

Han skriver videre, at han gentagne gange har påtalt denne adfærd over for både de ansatte og diverse befalingsmænd.

Uden at der af den grund er sket noget. Men det gør der nu.

Christian Abildgaard, der er leder af idræt, fritid og faciliteter i Slagelse Kommune, fortæller, at de ansatte i svømmehallen ved flere lejligheder har indskærpet over for delingsførerne, at deres soldater skal vaske sig ordentligt. Det vil man igen indskærpe overfor kasernen.

Major Christina Pojezny fra Slagelse Garnisons Idrætsforening ærgrer sig over sagen og lover også en hurtig reaktion fra foreningens side.