Romaer bruger kirke som toilet: Nu er lejr meldt til politiet
Afføring fra rumænske udlændinge har ført til vaccination af de ansatte i københavnsk kirke. Venstre-politiker har nu politianmeldt romalejr.
Mens de normale kirkegængere højst efterlader en mønt eller to i kirkebøssen, er Trinitatis Kirken på Landemærket i det centrale København blevet beriget med helt andre efterladenskaber.
Udenlandske hjemløse fra Rumænien bruger nemlig kirkepladsen som toilet i løbet at natten. Når kirkens medarbejdere starter dagen med at rydde op på de udendørs arealer, må de fjerne afføring fra både hjørner, redskabsrum og dørsten.
Arbejdsopgaver, der har fået menighedsrådet til at indføre et vaccinationsprogram mod smittefarlige sygdomme – og Venstres udlændinge- og integrationsordfører til at politimelde romaernes lejr.
- Det er helt uacceptabelt, at medarbejderne skal samle andre menneskers ekskrementer op, og det er chokerende at læse, at medarbejderne ligefrem bliver tilbudt en hepatitis-vaccination som konsekvens af dette, siger Marcus Knuth (V) i en pressemeddelelse.
Menneskelig afføring
Medarbejderne i Trinitatis Kirken bruger også deres morgener på at fjerne alt fra sofaer til flasker, som de rumænske statsborgere slæber med sin ind på kirkepladsen, når mørket falder på.
I kirken ser man det som en nødvendighed, at medarbejdere bliver vaccineret.
- Menneskelig afføring er enormt smitsomt, hvis folk er syge. Så vi har fået menighedsrådet med på, at de betaler en hepatitisvaccine til dem, der ikke har den for at sikre, at folk ikke får sygdomme, siger ledende kirkeværge Kresten Dahl til TV 2 Lorry.
Kan opløse lejren
1. april trådte en skærpelse i kraft, der gør det muligt for politiet at give bøder på 1000 kroner til personer, der overnatter i såkaldte romalejre.
Og hvis udlændingene tigger, så vanker der straffe, som for nyligt er blevet skærpet.
- Men loven bliver tydeligvis ikke håndhævet, så vi skal som borgere være bedre til at hjælpe politiet ved at udpege de steder, hvor problemer som dette opstår, siger Venstres Marcus Knuth.
Mange anmeldelser
Ifølge TV 2 Lorry har Købehavns Politi i april modtaget flere anmeldelserne om romalejre end nogensinde før. 60 anmeldelser er sidste måned tikket ind hos politiet, mens tallet for hele 2016 var på 329 anmeldelser.
- Generelt har vi over de sidste tre år set en stigning, siger Kjeld Farcinsen, der er leder af Københavns Politis afdeling for udlændingekontrol, til TV 2 Lorry.