Samfund

Dansk-somaliske piger befriet fra koranskole i Somaliland

Jasmin, der er opvokset ved Vejle, fortæller, at hun var lænket i op til 14 dage ad gangen under sit ophold på skolen.

To dansk-somaliske piger er blevet befriet fra en ekstremistisk muslimsk koranskole i Somaliland ved en stor politiaktion. Sammen med dem blev 16 andre piger fra Vesten befriet. De to dansk-somaliske piger på 16 og 20 år er nu bragt tilbage til Danmark.

Politiaktionen skete, efter det lykkedes en tredje dansk-somalisk pige, den 18-årige Jasmin Osman, at flygte fra skolen og overbevise myndighederne at tage affære.

- Jeg blev slået med reb. Jeg blev slået med kosteskafter. Jeg har mange ar. Jeg har nok 15 ar på kroppen, som stammer fra, at jeg blev slået, fortæller Jasmin Osman.

Hun er dansk statsborger og opvokset på Vejle-egnen, men opholder sig nu i USA.

15 ar på kroppen

Hun kan både fremvise sine ar og billeder af sig selv i lænker som bevis på, hvordan hun og de andre piger blev mishandlet på koranskolen, hvor de skulle lære at blive bedre muslimer.

Hun fortæller, at hun var seks måneder på koranskolen, lænket i perioder på op til 14 dage ad gangen, før det lykkedes hende at flygte. Efterfølgende fik hun kontakt til den danske ambassade ligesom hun fortalte om sine oplevelser på sociale medier, og hun fik til sidst overbevist myndighederne i Somaliland om at gribe ind.

Ved politiaktionen blev i alt 18 piger befriet og skolen lukket.

Lokal vrede over politiaktion

- Det er slemt at se på. Det virker meget umenneskeligt at behandle et barn sådan, siger Hussein Ahmed Aided, der er justitsminister i Somaliland, om billederne af Jasmin i lænker.

Politiaktionen har dog også vakt vrede blandt indbyggerne i Somaliland. En moster til en af de befriede dansk-somaliske piger kritiserer således i lokalt TV, at politiet har befriet pigen fra skolen og sendt ud af landet.

- Vores problem er, at vi ikke forstår, hvorfor vores pige er blevet udleveret, siger mosteren.

Moderen narrede Jasmin

Jasmin Osman fortæller, at det var hendes egen mor, der narrede hende til koranskolen i Somaliland. Hendes forældre følte, at hun var blevet for vestlig i sin tankegang og skulle lære at blive en bedre muslim.

I juli 2016 rejste Jasmin sammen med sin mor på det, som hun troede var en ferietur til  Uganda. Men flyet mellemlandede i Somalilands hovedstad Hargeysa, hvor to betjente med tvang bragte hende fra lufthavnen til koranskolen.

Kan forældrene blive straffet?

Hos Liberal Alliance er man forarget over, at forældrene ser det som et problem, at deres døtre har optaget danske værdier. Derfor vil man nu undersøge, hvorvidt forældrene kan retsforfølges.

- De mente, at de her piger var blevet for danske. Og det er det skel, som vi gør alt for at nedbryde. Vi vil ikke være os og dem, og det gør forældrene, når de siger, at man kan være for dansk til at være en god muslim, siger socialordfører Laura Linddahl (LA) til TV 2.

- Vi er nødt til at sætte ned overfor dem, der mener, at der er et modsætningsforhold mellem det at være muslim og det at være dansk.

Laura Linddahl håber, at politiet allerede er på sagen, for det skal undersøges, hvorvidt forældrene kan retsforfølges, mener hun.

- Her er der tale om, at man har frihedsberøvet pigerne. Det er ikke lovligt, siger hun.

To dansk-somaliske piger er blevet befriet fra en ekstremistisk muslimsk koranskole i Somaliland ved en stor politiaktion. LA vil undersøge, hvorvidt forældrene kan blive straffes. Video: Elisabeth Thiis