TV 2 afslører: Her skriver kvinde 15-årig elevs biologieksamen
På Facebook er der hjælp at hente, hvis man ønsker at snyde til eksamen. Få et indblik i, hvordan det foregår.
- Skal du til eksamen efter 15. juni? Kontakt mig og jeg kan lave eksamen for dig mod betaling. Er en erfaren lektiehjælper i flere år.
Sådan skrev en Facebook-bruger i den lukkede Facebook-gruppe 'Lektielavning - Vi laver dine lektier og afleveringer' i juni 2016.
En af dem, der godt kunne bruge noget hjælp, var folkeskoleeleven Mike Didriksen. Han skrev til Facebook-profilen i en privatbesked på Facebook og forhørte sig om prisen på en dansk stil.
Men da Mike hørte prisen på 300 kroner, var det mere, end Mike ville betale, og han stoppede kontakten.
Først da TV 2 mange måneder senere beder Mike om igen at skrive til profilen, viser det sig, at vedkommende er villig til at gå meget længere end at skrive en dansk stil.
Hvem står bag?
For at afdække, hvor villig lektiehjælperen på Facebook er til at hjælpe med eksamenssnyd, har TV 2 allieret sig med Mike Didriksen. Han indvilliger i at skrive de beskeder til personen på Facebook, som TV 2 beder ham om.
Sammen med Mike laver TV 2 en dækhistorie, der handler om, at den 15-årige skoleelev skal til folkeskolens skriftlige afgangsprøve i engelsk.
I første omgang har vedkommende dog ikke mulighed for at hjælpe Mike med hans afgangsprøve i engelsk - hun eller han har ikke tid den dag, han skal op, lyder det i en besked.
Det fremgår ikke umiddelbart, hvem der står bag profilen. Er det en mand eller en kvinde, og hvilke forudsætninger har vedkommende for at lave eksamener for skolelever?
Personen bag Facebook-profilen er altså farmaceutuddannet, og det virker som om, at hun eller han har hjulpet andre elever før Mike.
Noget tyder på, at det er en falsk Facebook-profil, som Mike kommunikerer med - men hvem står egentlig bag?
- Jeg plejer at lave hele opgaven
Senere samme dag beder TV 2 Mike spørge, om personen bag Facebook-profilen kan hjælpe med folkeskolens skriftlige afgangsprøve i biologi den 9. maj.
Det bliver nu helt tydeligt, at vedkommende er vant til at hjælpe elever, der ønsker at snyde under eksamen. Han eller hun er dog lidt usikker på prøveformen, der kun varer 30 minutter.
Men efter et par beskeder frem og tilbage er der en aftale på plads.
Personen bag Facebook-opslaget stiller yderligere et par spørgsmål til opgaven - blandt andet hvilke emner Mike kan komme op i. Til sidst aftaler de, hvordan pengene skal overføres, og hvordan tingene skal foregå under prøven.
I mellemtiden forbereder TV 2 i samarbejde med fagpersoner en 9. klasses afgangsprøve i skriftlig biologi, som skal sendes fra Mikes Facebook-profil.
Pengene overføres via Mobile Pay
Dagen før prøven får TV 2 Mike til at overføre det aftalte beløb til telefonnummeret, som eksamenshjælperen har oplyst.
Mike instrueres i, hvordan han bedst kan tage og sende screenshots af opgaverne under prøven.
Med et telefonnummer kan TV 2 samtidig finde frem til, hvem der står bag profilen.
En kvinde fra provinsen
Onsdag morgen står den på prøve i biologi. Alt er klart.
Efter at have søgt på telefonnummeret, har TV 2 fundet frem til, at personen bag Facebook-profilen er en 23-årig kvinde fra provinsen.
TV 2 har valgt ikke at bringe hendes navn, da hun ikke har gjort noget ulovligt.
Fra Mikes profil, som TV 2 har fået lov til at overtage under prøven, begynder TV 2s journalist at sende opgaverne af sted til kvinden.
- Skriv hvis du får brug for hjælp til andre eksamener
I løbet af de næste 30 minutter bliver 20 spørgsmål sendt af sted. Men tiden bliver knap, og kvinden når i første omgang kun at svare på 13 spørgsmål. De sidste svar når ikke med i afleveringen.
Prøven er slut.
Kort efter vil kvinden gerne vide, hvad udfaldet blev. Samtidig tilbyder hun Mike og hans venner hjælp, hvis der en anden gang skulle være brug for det.
Indrømmer at hjælpe under eksamen
Kort efter at prøven slutter, ringer TV 2 til kvinden. I første omgang vil hun ikke vedkende sig, at hun har hjulpet en folkeskoleelev med at snyde til eksamen.
- Det kender jeg ikke til. Det kender jeg ikke noget til overhovedet, siger hun.
Kort efter indrømmer hun dog, at hun har modtaget 600 kroner fra Mike for at hjælpe under afgangsprøven.
De 600 kroner. Det var jo for at hjælpe med at snyde til eksamen?
- Ja. Men jeg tror ikke, jeg forstod det sådan.
Hun indrømmer også, at hun før har lavet eksamensopgaver for elever.
- Ja... Altså, helt fra bunden af. Det er noget, jeg har gjort før. Og så er min Facebook blevet hacket engang. Det var en lang historie, siger hun.
Kort efter stopper samtalen, da hun ikke længere ønsker at svare på spørgsmål og truer TV 2 med at kontakte politiet.