'Mors lille dreng' udnyttet som voksen: Er et nemt offer
I dokumentaren 'Mors lille dreng på egne ben' udleverer Jørn Toft Jensen sine konto- og pasoplysninger til pushere, der køber telefoner i hans navn.
Jagten på den næste hashrus er det eneste, 19-årige Jørn Toft Jensen kan fokusere på.
Gennem 20 år har TV 2 fulgt ham: Fra han som spæd blev fjernet fra sine biologiske forældre og kom i familiepleje. Til han som barn kæmpede med sociale vanskeligheder og autisme. Nu er Jørn som voksen igen ude i problemer.
Jørn ryger hash og sælger det selv videre. Og det giver ham store problemer. I dokumentaren 'Mors lille dreng på egne ben' ser vi, hvordan Jørn får besøg af pushere på sin adresse. Her bliver han bedt om at udlevere sine kort- og pasoplysninger. Det gør han til gengæld for en klump hash.
- Jørn tænker kun på, at han får lidt penge og sager. Han tænker kun på, hvad der sker her og nu og ikke på de langsigtede konsekvenser. Så han tror på dem (pusherne, red.), når de siger noget, fortæller Uffe Bach Andersen, plejefar til Jørn.
Køber telefoner i Jørns navn
Noget tid efter viser det sig, at pusherne har købt mobiltelefoner i Jørn Toft Jensens navn. Han er nemlig ikke registreret i RKI. Derfor kan man i nogle telebutikker købe telefoner på afbetaling i hans navn.
Hos Teleselskabernes branchesamarbejde er problemstillingen ikke ny.
- Det er noget, vi godt kan genkende. I branchen har man kendskab til, at der bliver købt telefoner med henblik på videresalg, og ofte bliver telefonerne derfor ikke betalt, siger Jakob Willer, direktør hos Teleselskabernes branchesamarbejde.
I Jørns navn blev købt tre mobiltelefoner for cirka 20.000 kroner, inden Jørns plejeforældre fik sat en stopper for det. Jørns plejemor, Lilli Bach Andersen, fik besked om købene, fordi hun er Jørns værge.
- De havde faktisk prøvet mange flere steder, men nogle steder var de blevet afvist, fordi det ikke var Jørn, der stod der. Men andre steder lykkedes det. Og så Jørn stod pludselig med en gæld, forklarer Lilli Bach Andersen.
Et nemt offer
På det tidspunkt var Uffe Bach Andersen blevet ansat af Aarhus Kommune. Opgaven var at få Jørn væk fra det dårlige miljø i Aarhus. Sammen gik de to - Jørn og Uffe - derfor til politiet i november 2016 for at anmelde, at Jørn var blevet afpresset til at købe mobiltelefoner.
I januar var Jørn så til den første afhøring hos politiet i Aarhus Vest.
- Jørn kan ikke rigtig huske noget og har svært ved at koncentrere sig under afhøringen. Han kan ikke skelne tingene fra hinanden. Så det er jo en svær sag, når anmelderen er en som Jørn, fortæller Uffe Bach Andersen.
Sagen er endnu ikke afsluttet. Det er ikke afgjort, hvorvidt der er tale om, at Jørn er blevet afpresset, eller om han frivilligt har udleveret sine oplysninger.
- Det kom jo bag på os, at det kunne ske. Det er ikke rart at være vidne til, at ens dreng bliver udnyttet, fordi han er den svage i misbrugermiljøet. Vi har gjort alt, hvad vi kunne, for at det ikke kunne ske. Lilli blev værge for Jørn, så han ikke skulle kunne optage kviklån og den slags. Men vi lærte så, at der var andre, der havde andre planer for Jørn, siger Uffe Bach Andersen.
Forsøger at dæmme op for problemet
Hos teleselskaberne forsøger de at dæmme op for problemet, men opfordrer til, at man politianmelder sagen, hvis man er blevet presset til at købe en telefon.
- Hos teleselskaberne laver man kreditvurderinger, når man køber en telefon på afbetaling. Men det er svært ved at vide, om folk rent faktisk har i sinde at betale, hvis de i forvejen ikke har etableret gæld eller har en historik. Samtidig sørger man for at lave en ordentlig identifikation og identitetskontrol. Det er vanskeligt at gardere sig imod problemer, siger Jakob Willer, direktør hos Teleselskabernes branchesamarbejde.
Østjyllands Politi har ikke ønsket at udtale sig om, hvor kendt problemet er hos dem. Politiet fører ikke statistik på afpresningssager af denne type.
Tredje del 'Mors lille dreng på egne ben' bliver sendt på TV 2 torsdag den 18. maj klokken 20.00.