Samfund

Topchef i Microsoft efter massivt hackerangreb: - Det er et wake-up call til verden

Brad Smith fra Microsoft. JASON REDMOND / Scanpix Denmark

Verdens regeringer bør tage det seneste hackerangreb meget alvorligt. Sådan lyder det fra ekspert på området.

Fredagens ransomeware-angreb har ramt mindst 200.000 fordelt over mindst 150 lande.

Og med det in mente mener topchef i Microsoft, Brad Smith,  at verden bør tage angrebet som et wake-up call. Det skriver han i et blogindlæg på Microsofts hjemmeside..

- Verdens regeringer bør se dette angreb som et wake-up call. De er nødt til at betragte angreb i cyberspace og handle efter samme regler, der gør sig gældende for væbnede angreb i den fysiske verden. Vi har brug for regeringer, der tager skaden mod civile alvorligt, og som vil forhindre fremtidige angreb, skriver Brad Smith.

Microsoft-chefen mener, at teknologisektoren, brugerne og regeringerne sammen skal beskytte sig mod cybersikkerhedsangreb.

- Der er brug for mere handling, og det er nødvendigt nu. I denne forstand er WannaCrypt-angrebet et wake-up call for os alle. Vi erkender vores ansvar for at hjælpe med at medvirke til at løse denne opgave. Microsoft er forpligtet til at gøre sin del, skriver han.

Han fastslår, at det seneste store angreb allerede har givet vigtige erfaringer.

- Vi kan bruge disse erfaringer fra ’WannaCrypt’-agrebet til at finde ud af, hvad vi skal gøre for at undgå denne type angreb i fremtiden. Jeg ser flere områder, hvor denne begivenhed giver Microsoft og branchen mulighed for at forbedre sig.

Angrebet, der begyndte som en ’WannaCrypt’-software i først England og senere Spanien, blev hurtigt spredt globalt.

Grunden til, at virussen kunne sprede sig så hurtigt, var, at den var tilknyttet en stjålen software fra the National Security Agency, NSA, i USA

Brugere kan ikke beskytte sig

Chefen fra Microsoft fortæller, at de it-kriminelle nu er blevet så dygtige og avancerede, at det simpelthen ikke længere er muligt for brugerne at beskytte dem selv mod hackerangreb, hvis ikke brugerne tager det seriøst og opdaterer systemer.

- I takt med at it-kriminelle bliver mere sofistikerede, bliver det sværere for brugerne at beskytte sig selv mod farer, hvis de ikke opdaterer deres systemer. Ellers bekæmper de bogstaveligt talt eventuelle hackerangreb med forældede værktøjer.

Danske eksperter er enige

John Michael Foley, Dansk repræsentant i EU's it-sikkerhedsgruppe og stifter af it-sikerhedsfirmaet Copits og Jesper Mikkelsen fra IT-sikkerhedsfirmaet Trend Micro er enige i, at tiden er inde til, at cyberangreb tages langt mere alvorligt.

- Vi er meget fokuserede på digitalisering. Alle taler om, at det skal skabe vækst. Når man taler digitalisering, skal man også tale it-sikkerhed. Det gør vi slet ikke nok af på it- og cybersikkerhedssiden, lyder det fra John Michael Foley.

Jesper Mikkelsen tilføjer:

- Man skal huske, at når man digitaliserer, skal man have sikkerheden med. Af skade bliver man klog, men sjældent rig, siger Jesper Mikkelsen.

Eksperterne fastslår begge, i tråd med Brad Smith, at den bedste måde at sikre sig mod hackerangreb er ved løbende at opdatere sin computer, mobil, tablet og smarttv med de opdateringer, som den foreslår.

Begge eksperter fortæller samtidig, at de fleste alvorlige områder i samfundet er frakoblet internettet, så de næsten ikke kan hackes.

- Vigtige systemer, som forsvarets, sundhedsvæsenets og politiets, består af lukkede kredsløb, der på intet tidspunkt må kobles til nettet. Når det gælder om at komme ind til vigtige systemer, som eksempelvis at kunne komme ind og afbryde en operation, så er det ikke muligt at komme ind og afbryde via internettet. Det, der er meget vigtigt og hemmeligt, det er ikke på internettet, siger John Michael Foley.