49-årig kvinde død i bådulykke
Politiet fik anmeldelsen om sejlulykken klokken 5.42 søndag morgen.
En 49-årig kvinde er omkommet, efter en lystbåd tidligt søndag morgen sejlede frontalt ind i en bøje ved sejlrenden ud for Esbjerg Havn.
- I sejlbåden befinder sig en mand og en kvinde. På vej ud af havneløbet påsejler de en bøje frontalt. Her bliver de kastet voldsomt rundt i båden, og begge kommer til skade, siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Mads Lervad Dammark til TV 2.
Politiet kan søndag aften ikke komme nærmere ind på de kvæstelser, som førte til kvindens død.
Manden, som ligeledes er 49 år, slap med mindre alvorlige skader.
Lystbåd og bøje er stort set ikke kommet noget til, hvilket vagtchefen tilskriver farten ved sammenstødet, som blot var seks til otte knob.
Derfor har trafikken omkring Esbjerg Havn ikke været forstyrret i løbet af dagen.
Båden er blevet slæbt ind til Esbjerg, hvor den vil blive undersøgt af politiet og Søfartsstyrelsen, oplyser Ritzau.
De pårørende er underrettet.