Samfund

Myndighed advarer: Truslen for hackerangreb i Danmark er meget høj

Center for Cybersikkerhed advarer nu danskerne med Windows-styresystemer.

Tusindvis af computere, som benytter sig af Microsoft Windows systemer, er stadig i "meget høj" risiko for at blive ramt af det verdensomspændende hackerangreb fra den såkaldte WannaCry ransomware-kampagne. 

Det skriver Center for Cybersikkerhed i en pressemeddelelse

- Helt konkret - i det her meget alvorlige angreb - kan vi se, at der er nogen, der forsøger at scanne danske netværk for at finde de servere, som har de sårbarheder, der kan udnyttes. Og det er for os et tegn på, at vi er i farezonen, siger Thomas Lund-Sørensen, chef for Center for Cybersikkerhed, til TV 2. 

Der er tale om tusindvis af danske computere og servere, som ikke er opdateret med den seneste sikkerhedsopdatering fra Microsoft, der blev udsendt den 14. marts 2017. 

Virksomheder og myndigheder især i farezonen

Da opdateringerne ofte sker automatisk på private computere, retter angrebet sig især mod virksomheder og myndigheder, siger Thomas Lund-Sørensen

- Men for os almindelige borgere er det lidt samme måde, vi skal forholde os til angrebet på. Vi skal sørge for at holde vores computere opdaterede. Det er en meget væsentlig sikkerhedsforanstaltning for alle. 

Center for Cybersikkerhed anbefaler derfor ejere af Windows-baserede computere at sikre, at deres computere bliver sikkerhedsopdateret, mens de skal være opmærksomme på e-mails, som kan indeholde ransomware.

Ny hacker-bølge på vej

Ransomware angriber filer på computerne og låser dem. Typisk kræver hackerne, der står bag angrebet, penge for at dekryptere de ramte filer. Ellers vil de forblive utilgængelige. 

I alt 99 lande blev fredag aften forsøgt angrebet af WannaCry. Heriblandt Danmark. Center for Cybersikkerhed oplyser dog, at det endnu ikke er lykkedes hackerne at slippe ind i de danske systemer. 

Myndigheden forventer dog en ny bølge af angreb, når hackerne har fundet frem til svaghederne i de Windows-baserede computere, som ikke har den seneste opdatering. 

- Derfor er vi på nuværende tidspunkt kun sikret, til hackerne finder ud af at lave en ny version af den malware (skadelig software, red), som de bruger til at angribe computerne. Og derfor er det vigtigt, at alle får opdateret, siger Thomas Lund-Sørensen.