Samfund

Kan din computer være ramt? Her er tre ting, du bør gøre for at sikre dig imod hackerangreb

Har du en Microsoft-computer, bør du være ekstra opmærksom på, at du har alle de nødvendige opdateringer. Drew Angerer / Scanpix Denmark

Fredagens globale hackerangreb har igen gjort det relevant at se på, hvad man som privat forbruger bør gøre for at sikre sin computer.

Med anslået 75.000 forsøgte hackerangreb i 99 lande fredag, er spørgsmålet om, hvorvidt ens egen computer er tilstrækkelig sikret, igen blevet relevant.

Kaspersky er et af verdens førende firmaer inden for it-sikkerhed og virusbekæmpelse. Leif Jensen, der er administrerende direktør i Kasperskys nordiske afdeling, giver her et par råd til at sikre computeren mod et virus-angreb som det, adskillige lande netop kæmper med. 

Sådan sikrer du dig mod hacker-angrebet

  1. Få opdateret dit Windows-styresystem

    Det skal være fuldt opdateret. Vær desuden opmærksom på, om tilføjelsesprogrammer som Adobe og Java også er fuldt opdateret.

  2. Få et antivirus-program

    Få en eller anden form for antivirus-program. De gratis kan være ok, da de er bygget på samme teknologi, som dem der koster penge. Man får dog flere ekstra ting for de virus-programmer, der koster penge. Blandt andet er de bedre til at sørge for, at ens ekstra programmer er fuldt opdateret. 

  3. Lav en back-up

    Få lavet enten en back-up på en fysisk ekstern harddisk eller i din 'cloud'. En cloud er en fælles betegnelse for en række netbaserede løsninger. Det er løsninger som normalt har været installeret på ens egne servere, men som nu bliver tilgængeligt på internettet, hvor du i langt højere grad betaler efter forbrug. På den måde placeres din software “i skyen”.

Hvorfor er det, at man altid skal opdatere sine programmer?

- Jeg har arbejdet med software de sidste 30 år. Ingen programmer er 100 procent fejlfri, og hackerne kæmper hele tiden for at finde huller i it-sikkerheden, for det er en god forretning for dem. 

Hvad skal man gøre, hvis man møder ind på arbejde og frygter at være blevet hacket?

- Man bør høre virksomhedens it-afdeling, om de har styr på sikkerheden. Jeg håber, it-cheferne bruger weekenden på at opdatere deres systemer.

Det er særligt computere med styresystemet Microsoft XP, der er blevet ramt af hackerangrebet. Hvad bør man gøre, hvis man har Microsoft XP på sin computer?

Man skal fortsat følge de tre råd. Når du til et punkt, hvor din computer ikke kan køre den seneste Microsoft-opdatering, så bør man nok skifte sin computer ud. 

Hvad hvis man ejer en Mac?

- Så kan man ånde lettet op i det her tilfælde. Angrebet er rettet mod Windows-brugere. Vi har også set tilfælde af virusangreb mod Mac-computere, men markedsandelen af computere med Microsofts styresystem er fortsat så meget større, at det klart bedst kan betale sig for hackerne at slå til her.

Hvad hvis skaden er sket, og ens computer er hacket?

- Så bør man som det første melde episoden til politiet. Derefter må man prøve at rulle sin back-up tilbage og geninstallere sit styresystem fra en dag før man blev hacket. Har man ikke en back-up skal man tage kontakt til sin it-leverandør, lyder opfordringen fra Leif Jensen. 

Helligdag har måske reddet danske computere - for nu

Selvom det fulde omfang af gårsdagens hackingangreb endnu ikke er kendt, så kan det have gavnet computer i danske virksomheder, at angrebet fandt sted fredag aften på Store bededag, vurderer Leif Jensen.

- Jeg tror, at vi har været heldige i Danmark, at det er startet på en helligdag. De fleste virksomheder har været lukket, og folk har været hjemme og spise varme hveder, siger han.

- Det er ikke, fordi angrebet stopper. Det handler om, hvornår folk tænder deres computer. Så når der kommer mange medarbejdere på arbejde mandag morgen, vil man se det her tal stige væsentligt.

Den helt store prøve bliver ifølge Leif Jensen, når computerne tændes rundt om i de danske virksomheder på mandag.

Mails spreder virus

Cyberangrebet sker i første omgang via en mail. Mailen forsøger at få modtageren til at åbne en fil eller klikke på et link, der bringer virussen ind på computeren.

Det er i sig selv ikke usædvanligt. Men dette angreb skiller sig ud, fortæller Leif Jensen.

- Når den først er kommet ind hos en virksomhed, kan den sprede sig selv på det interne netværk. Som en god gammeldags virus. Det ser man normalt ikke med ransomware, siger han.

Ransomware betyder, at virussen tager data på computeren som gidsel. Når brugeren forsøger at se sin data, får brugeren en besked, der kræver en løsesum for at frigive brugerens data igen.

Kaspersky har registreret forsøg på angreb i Danmark, men endnu er der ingen meldinger om succesfulde angreb, lyder det fra Leif Jensen.