Samfund

Computere i Danmark forsøgt hacket: - Noget af det voldsomste vi har set

Sikkerhedschef fortæller, at han ikke har fået nogen meldinger om, hvorvidt der er lykkedes hackerne at få adgang til danskeres data.

Danmark er et af de ifølge CNN 99 lande, som er blevet udsat for et verdensomspændende cyberangreb fredag. Det siger Leif Jensen, der er administrerende direktør i Kasperskys nordiske afdeling.

Kaspersky er et af verdens førende firmaer inden for it-sikkerhed og virusbekæmpelse.

- Jeg kan se på vores kort, at Danmark er blevet forsøgt angrebet inden for de første timer af angrebet, siger han. 

Leif Jensen fortæller, at han ikke har fået nogen meldinger om, hvorvidt der er lykkedes hackerne at få adgang til nogen danskeres data.

- Det er et af de voldsomste angreb, vi nogensinde har set, siger Leif Jensen om angrebet, der blandt andet har ramt store dele af hospitalsvæsenet i Storbritannien.

Center for Cybersikkerhed skriver på Twitter, at de følger ransomwareangrebet, og at de ikke har oplysninger om angreb mod Danmark.

75.000 angreb verden over

It-sikkerhedsfirmaet Avast har ifølge CNN registreret mere end 75.000 angreb verden over. 

Hackermetoden kaldes ransomware, og den virus, der nu har ramt store dele af verden, går under navnet WannaCry.

Cirka 1000 computere i det russiske indenrigsministerium er blevet ramt af cyberangrebet, oplyser en talskvinde for det russiske ministerium.

Noget tyder på, at hackerne bruger et hacking-værktøj, som blev stjålet fra den amerikanske efterretningstjeneste NSA for nylig, siger eksperter til BBC.

Værktøjet  blev lækket af en gruppe, der kalder sig selv Shadow Brokers. Gruppen har lækket stjålne hackerværktøjer fra NSA siden sidste år.

Microsoft rullede i marts en opdatering ud, men ifølge New York Times har hackerne udnyttet, at eksempelvis hospitaler ikke har implementeret den nye opdatering.

Ekspert: Danske hospitaler kan blive ramt

Den såkaldte ransomware angriber filer på computerne og låser dem. Typisk kræver hackerne, der står bag, penge for at dekryptere de ramte filer. Ellers vil de forblive utilgængelige.

Peter Kruse, der er it-sikkerhedsekspert ved CSIS Security Group, fortæller, at ”ransomware" er et fænomen, der er steget eksplosivt de seneste år.

- Det er den mest markante trussel, man kan forestille sig lige nu. Det rammer både virksomheder og private, siger han til TV 2.

Og det samme kan ske på danske hospitaler, vurderer Peter Kruse.

- Sikkerheden i Danmark er meget tilsvarende den, man ser i Storbritannien. Det sker hver dag og rammer bredt, siger han.