Samfund

Frank Jensen: - Bødestraf er ikke nok til at stoppe vanvidssejlads

Politiet erkender, at det er svært at håndhæve loven og straffe dem, der sejler ulovligt i Københavns Havn.

Trafikregler i Københavns Havn

I Københavns Havn må sejlads med eksempelvis vandscootere, jetski og vandski kun finde sted efter en forudgående og skriftlig aftale.

Her er yderligere regler for fritidsfartøjer:

  • Hastighedsgrænser er 6 knob (11,1 km/t) i hovedløbet og 4 knob i kanaler og sideløb.
  • Sejlads må ikke være til gene for den øvrige trafik.
  • Fartøjer forsynet med motor skal være forsynet med navn og hjemmehavn eller andet identifikationsmærke, så fartøjet kan identificeres fra land.

Du kan se alle regler her.

Kilde: By og Havn

En ulykke ved Langebro i Københavns Havn, hvor en vandscooter sejlede ind i en udlejningsbåd, kostede lørdag to amerikanske kvinder livet

Det får nu Københavns overborgmester, Frank Jensen, til at rette en appel til justitsministeren, Søren Pape Poulsen, om hårdere straffe. 

- Det kan ikke hjælpe noget, at der kun er en bødestraf - det har de ingen respekt for, siger han til TV 2. 

I stedet mener han, at politiet skal have beføjelser til at gå mere drastisk til værks, når de får anmeldelser om ulovlig sejlads i havnen. 

- Det ville være rigtig godt, hvis politiet kan lave en beslaglæggelse og derefter konfiskere dem. Der tror jeg, den præventive virkning vil være enormt stor i forhold til dem, der sejler det her vanvidssejlads. 

Politiet erkender magtesløshed

Jens Jespersen, der er politiinspektør ved Københavns Politi, bekræftede lørdag aften over for TV 2, at det tyder på, at personerne bag dødsulykken dels har sejlet ulovligt i Københavns Havn, men også at de har sejlet med alt for høj fart.

- Hvis folk insisterer på at opføre sig uintelligent, kan vi ikke forhindre dem i det. Vi kan selvfølgelig sørge for, at så mange som muligt bliver straffet for det, og hver sommer sigter vi også en del personer for at færdes ulovligt i havnen på den ene eller den anden måde. Den indsats fortsætter naturligvis og særligt med denne tragiske ulykke som baggrund, sagde han til TV 2.

Reglerne for sejlads i Københavns Havn er klare - her er det ikke tilladt at sejle på vandscooter. Men politiet oplever, at det kan være svært at identificere de vandscootere, der sejler ulovligt i havnen og anholde førerne.

Vandscooterne har nemlig ikke nummerplader, og det er ofte vanskeligt at se ansigterne på dem, der sejler. 

Borgmestre vil have krav om nummerplader

Netop derfor mener kultur- og fritidsborgmester i København, Carl Christian Ebbesen (DF), at der skal være lovkrav om nummerplader på vandscootere og jetski. 

- Hvis de så stikker af, så ved man, hvem der er ejer og kan sende en bøde - ligesom, når man kører for stærkt i sin bil, siger Carl Christian Ebbesen.

Bådejer Troels Brücker filmer unge på vandscootere sejle ud af Københavns Havn kort efter dødsulykke.

Det er ikke kun i Københavns Havn, der er problemer med farlig sejlads på vandscootere. Også i Aarhus oplever de vandvidssejlads, når sommeren kommer. 

Det fik kommunen til at henvende sig til daværende miljøminister Eva Kjer Hansen (V) allerede i 2015 med et ønske om, at man skulle kigge på mulighederne for at gøre det lovpligtigt med nummerplader. 

Det skriver TV 2 Østjylland

Kommunen er dog ikke kommet nærmere en løsning siden da, fortæller borgmester i byen, Jacob Bundsgaard. 

- Vi har rejst det flere gange. Der har været noget kommunikation frem og tilbage, men det er altså ikke sket, siger han.

En 24-årig mand er sigtet for uagtsomt manddrab under skærpede omstændigheder og for desuden bagefter at være flygtet fra gerningsstedet efter ulykken i Københavns Havn lørdag.