Samfund

Den danske frugthøst truet: - Næsten ikke til at holde ud

Kombinationen af en varm marts og en kold april er den værst tænkelige for de danske frugtavlere, der nu med bekymring ser deres planter blomstre.

Når danske frugtavlere i disse dage besigtiger deres afgrøder, er det for manges vedkommende med bekymring.

Forårsvejret har nemlig været ualmindeligt uheldigt for avlen. Det gælder ikke blot den sene frost, der varede helt indtil slutningen af april, men også, at marts måned var usædvanligt varm.

- Når det er varmt i marts, så tager væksten virkelig fart. Det er normalt en rigtig god ting med et tidligt forår, men det betyder også, at risikoen stiger, når det bliver frost igen, forklarer Jan Jager, der er formand for frugt- og bærområdet i Dansk Gartneriforening.

Når frugterne er længere henne i sin udvikling, er der nemlig mere saft i dem. Det betyder, at frosten rammer dem hårdere end normalt.

Skadeomfang vil stå klart om en måned

Det er endnu for tidligt at sige, om de uheldige vejrforhold kommer til at have en effekt på avlernes bundlinje. Plantagerne er nemlig skruet sådan sammen, at hvis bare 20 procent af blomsterne overlever, vil der produceres rigeligt frugt, forklarer Jan Jager.

- Så på nuværende tidspunkt er det mere en bekymring. Både for manglende produktion, men også for en generel kvalitetsforringelse.

Det er især solbær, kirsebær, æbler og pærer, der af forskellige årsager er i farezonen. Jan Jager anslår, at man i starten af juni vil have et nogenlunde komplet billede af, hvor stor skade, den sene frost har forvoldt.

Æbleavler Henning Hansen har sat varmeblæsere op i et forsøg på at redde sine frostskadede afgrøder.

- Næsten ikke til at holde ud

En af de frugtavlere, der kender alt til den bekymring, er Henning Hansen. Han har en stor æbleplantage på Fyn, og han frygter at få sin høst halveret på grund af vejrforholdene.

- Det er næsten ikke til at holde til at skulle arbejde med det i et helt år, vi har gået hele vinteren og beskåret, og så... så smutter det på et par dage. Men altså, det er vilkårene, sagde Henning Hansen for en uge siden til TV 2 Fyn. Ham kan du møde i videoen i toppen af denne artikel.

Men hvis det skulle vise sig, at de danske frugtplantager ikke har taget voldsom skade, så kan den sene frost faktisk blive held i uheld. Det er nemlig ikke kun Danmark, men det meste af Europa, der har oplevet koldt vejr.

Kan betyde højere priser

Og afgrøderne længere sydpå blomstrer generelt hurtigere og har derfor formentlig taget mere skade. Dermed kan priserne for de danske afgrøder blive højere, fordi udbuddet vil være mindre.

- Vi håber selvfølgelig, at der kommer en prisstigning, siger Jan Jager.

Det ville også være kærkomment med højere priser. De danske frugtavlere har nemlig allerede haft øgede udgifter som følge af det kolde vejr. Flere plantageejere har haft varmeblæsere sat op, og nogle har sågar brugt helikoptere til at presse varm luft ned over afgrøderne.