Samfund

Nu fjernes de orange nødtelefoner fra motorvejene

. ERIK JEPSEN / Scanpix Danmark

Nødstedte bilister må i stedet bruge deres mobiltelefoner.

De 1.300 orange nødtelefoner, der står med to kilometers afstand langs danske motorveje, er blevet overhalet af moderne teknologi i form af mobiltelefoner. Derfor bliver de i løbet af i år taget ned.

- De er blevet gjort overflødige. Og derfor har vi besluttet at afvikle dem, siger Niels Tørsløv, der er trafikdirektør i Vejdirektoratet, i en pressemeddelelse.

Med nedtagningen sparer Vejdirektoratet fire millioner kroner om året, som det koster at drive nødtelefonerne.

Derudover slipper Vejdirektoratet for en regning på 56 millioner kroner for en omfattende, men nødvendig udskiftning af nødtelefonerne, da mange af dem er slidte eller forældede, skriver Vejdirektoratet.

Opkaldspris: Godt en million

Sidste år blev der kun foretaget 98 opkald fra nødtelefonerne. To var nødopkald. De resterende var indberetninger om trafikfarlige situationer og anmodninger om vejhjælp.

- Hvis vi skulle forny nødtelefonerne, ville hver enkelt nødopkald – hvis man gør det hele op i udgifter til løbende drift og udskiftninger - koste mere end én million kroner, siger Niels Tørsløv.

De 98 opkald i 2016 var det laveste antal nogensinde.

Omkring 30 nødtelefoner, der står på trafikalt vigtige broer og i tunneller, bliver ikke taget ned.