Samfund

Eftersøgning i Øresund efter person over bord på Oslobåden

Personen skal være faldet over bord ud for Höganäs.

En person meldes faldet i vandet fra Oslobåden. Ifølge politiet er der ikke tale om en ulykke.

Redningsmyndigheder fra Danmark og Sverige er tirsdag eftermiddag i gang med en større eftersøgningsaktion i det nordlige Øresund, efter melding om, at en person er faldet over bord på Oslobåden ved Höganäs, der ligger nord for Helsingborg.

Det skriver Helsingborgs Dagblad.

Over for TV 2 oplyser Københavns Politi, at der er tale om en kvinde, og at overvågningsbilleder fra skibet viser, at der ikke er tegn på, at der er tale om en ulykke. Billederne viser, at episoden indtraf omkring klokken 8 i morges, og det er på baggrund af skibets placering på dette tidspunkt, at eftersøgningen foregår i det pågældende havområde.

TV 2 har været i kontakt med Forsvarets Operationscenter, der bekræfter oplysningen over for TV 2.

- Vi er til stede fra dansk side med en helikopter og fire både, og svenskerne deltager også med flere både, siger vagtholdsleder Steffen Lund til TV 2.

Båden sejlede fra Oslo til København, men da den lagde til land i København kort før middag, blev der slået alarm om, at der manglede en passager. 

- Derfor kontaktede vi politiet, som hurtigt kom til stedet og overtog efterforskningen. Derefter blev der indledt en eftersøgning med helikopter, siger informationschef Gert Jakobsen fra rederiet DFDS, der ejer skibet.

Resten af passagerne fik efterfølgende lov at forlade skibet.