SF kalder i samråd: - Selvfølgelig skal det ikke være lovligt at overvåge sin kæreste

Det er fuldt lovligt at overvåge din partner via en smartphone. Flere politikere vil nu have lovgivningen ændret, og SF kalder i samråd.

Med ganske få klik på din smartphone kan du se, nøjagtigt hvor din partner befinder sig. 

Der findes hundredvis af GPS-programmer til formålet, som let kan installeres på telefonen som apps - og det benytter mange danskere sig af, lyder det fra flere eksperter, TV 2 har været i kontakt med. 

Teknologien er løbet fra lovgivningen, mener blandt andre Rådet for Digital Sikkerhed, for der findes ingen konkrete love på området, og derfor er det fuldt ud lovligt at overvåge din partner - også selvom personen, der bliver overvåget, ikke ved det. Derfor kræver de, at politikerne tager stilling til problematikken.

Kalder minister i samråd

Nu melder to politikere sig på banen. 

Retsordfører for SF, Lisbeth Bech Poulsen, er enig med eksperterne i, at lovgivningen ikke længere kan følge med teknologien. Hun vil derfor kalde justitsminister Søren Pape Poulsen i samråd. 

- Fra SF’s side er vi imod overvågning - om det så foregår fra statens side, virksomheder eller privatpersoner, der overvåger hinanden, siger hun og fortsætter:

- Vi havde en sag for et års tid siden, hvor jeg kaldte ministeren i samråd. Her var det forsikringsselskaber, der lovligt trackede deres kunder. Det endte med, at vi fik lavet det om. Det håber jeg også, vi kan overbevise ministeren om denne gang. For selvfølgelig skal det ikke være lovligt at overvåge sin kæreste eller andre uden deres samtykke.

Alternativet vil fokusere på etikken

Også Alternativet vil gerne kigge på problematikken. Retsordfører Carolina Magdalene Maier vil dog ikke lægge sig fast på, hvorvidt der skal lovgives på området eller ej. 

- Vi skal spørge os selv, om det er etisk moralsk at overvåge hinanden. Og det er ikke nødvendigvis noget, vi kan justere ved lov. Det er noget, som også børn og unge skal forholde sige til, for de kommer til at vokse op i det her samfund, siger hun. 

Alternativets retsordfører Carolina Magdalene Maier om overvågning via smartphones. Video: Maria Runøe Møller

Carolina Magdalene Maier ønsker at værne om det enkelte menneskes ret til at bevæge sig frit rundt. Og derfor vil hun gerne deltage i samrådet: 

- Det første, vi kan gøre, er at gå ind og spørge ministeren, om ikke det er et område, vi skal kigge på i fællesskab – og jeg tror ikke nødvendigvis, at der er stor politisk uenighed omkring det. Hvis det er nødvendigt, kan det godt være, at vi skal lovgive. Men det bliver sværere og sværere, for udviklingen løber derudad. Og til sidst bliver det ét stort bureaukratisk apparat, vi har med at gøre, siger hun. 

Eksperter vil have lovgivning

Lovgivningen er dog den mest effektive måde at komme problemet til livs, mener eksperterne. Ellers risikerer man for mange gråzoner. 

- Jeg har foreslået, at man tager loven op til revision, men der er ikke rigtig nogen, der er bidt på endnu, lyder det fra Jørn Vestergaard, der er professor i strafferet ved Københavns Universitet. 

Han uddyber: 

Her gennemgås, hvordan appen 'Find Venner' virker. Video: Thomas Wilmann

- Overvågning er lovgivningsmæssigt et område, der deler vandene. At overvåge med en GPS-tracker vil nogle nok mene, er det samme, som hvis man hyrer en privatdetektiv til at skygge deres partner, mens andre vil mene, at det er grovere og mere krænkende. Splittelsen om problematikken er i sig selv grund nok til at få klarlagt, om det skal være ulovligt, mener Jørn Vestergaard.

Det er Rådet for Digital Sikkerhed enige i: 

- Det er et punkt, hvor vi godt kunne tænke os, at lovgivningen bliver strammet op. Det er jo dybt krænkende at finde ud af, at man bliver overvåget med GPS. Men der er lovgivningen altså ikke fulgt med den teknologiske udvikling, mener Rasmus Thede, der er er formand for Rådet for Digital Sikkerhed.