Samfund

Upopulært insekt kan blive løsning på forurening - spiser sig gennem problemet

Forskere har fået færden af et enzym i et ellers foragtet insekt. Enzymet kan nedbryde plastik.

Møl.

Et insekt, som mange hader. Det har hærget i køkkener og garderober i årtier, men nu kan insektet vise sig at blive en del af løsningen på en global forureningskrise.

Forskere ved Instituttet for Biomedicin og Bioteknologi i spanske Cantabria har nemlig opdaget, at voksmøllets larver kan udrette store skade på en plasticpose. På blot under en time. Det skriver Sky News.

Larverne spiser plastikken, samtidig med at de producerer et enzym, der nedbryder de forurenende, kemiske bindinger i den.

I dag ender store dele af verdens plastaffald i forbrændingsanlæg, hvor energiindholdet udnyttes til elektricitet og varme, men det udleder også enorme mængder forurenende CO2.

Med forskernes nye opdagelse kan møllene ende med at nedbringe CO2-udslippet.

Supereffektive larver

Ved Cambridge University har man udført en test med 100 voksmølslarver. Larverne kom i en indkøbspose, og allerede efter 40 minutter kunne man ane huller i posen.

12 timer senere var 92 milligram plast blevet spist, hvilket er en del hurtigere end de bakterier, som man tidligere havde testet. De brugte til sammenligning en hel dag på at æde sig igennem 0,13 milligram plast.

Paolo Bombelli, en af ​​Cambridge University-forskerne, fortæller, at larverne ikke blot spiser plastikken, men også producerer "noget, der bryder den kemiske binding, måske i sine spytkirtler eller en symbiotisk bakterie i tarmene”.

- De næste skridt for os er at forsøge at identificere de molekylære processer i denne her reaktion og se, om vi kan isolere det ansvarlige enzym, siger han i tidsskriftet Current Biology.

Det magiske enzym

Hvis det lykkedes kan det føre til en ny, bioteknologisk måde at komme af med uønsket plastik og dermed løse et af verdens største forureningsproblemer.

- Hvis et enkelt enzym er ansvarlig for denne kemiske proces, bør man kunne reproducere enzymet i et større omfang, forklarer Paolo Bombelli.

Op til 38 procent af Europas kasserede plastik ligger begravet på lossepladser, og omkring otte millioner tons plastaffald ender hvert år i havet. Og det er netop dén plastik, som forskeren håber, at larverne kan gøre kål på.

- Denne opdagelse kan være et vigtigt redskab på vejen til at slippe af med plastaffald på lossepladser og oceaner, siger Paolo Bombelli i tidsskriftet Current Biology.