Samfund

Tusindvis af flygtninge sendes i praktik: - Ligner misbrug af ulønnet arbejdskraft

Tusindvis af flygtninge bliver sendt ud i ulønnet praktik i virksomheder, men et meget lille antal får rent faktisk et job. Nu møder ordningen kritik.

Tusindvis af flygtninge bliver sendt ud i ulønnet praktik i virksomheder. Det vil få dem hurtigere i job mener regeringen.

I en ny dokumentar, som TV 2 viser torsdag, har vi fulgt tre sprogpraktikforløb for flygtninge i Bilka i Odense, Føtex i Aarhus og på Danish Crown-slagteriet i Blans.

Dansk Supermarked er Danmarks største praktikplads for flygtninge, og den ulønnede praktik i Bilka kombinerer sprogundervisning med arbejde i butikken. Målet er at kvalificere til et job.

- Ligner misbrug af ulønnet arbejdskraft

Praktikforløbene møder nu kritik, fordi for få bliver ansat efterfølgende. Og virksomhederne bliver beskyldt for at misbruge flygtninge som gratis arbejdskraft.

- Problemet ligger i, at der er rigtig mange arbejdspladser, der de senere år har specialiseret sig i at tage flygtninge i praktik – uden at de efterfølgende giver dem en ansættelse. På mange virksomheder er det nået et punkt, hvor det ligner misbrug af flygtninge som gratis arbejdskraft. Det er en af de største udfordringer vi har med sprogpraktikken, siger integrationskonsulent Mehmet Yüksekkaya til TV 2.

Regeringens mål er, at halvdelen af de 50.000 flygtninge, der er kommet til Danmark de seneste fem år skal være selvforsørgende, inden der er gået tre år.

Men det går generelt dårligt med at få flygtninge i fast arbejde. En undersøgelse fra Dansk Arbejdsgiverforening viser, at af de flygtninge der kom til landet i 2015, var det kun syv procent, der var i arbejde efter halvandet år.

Har et dårligt ry blandt flygtninge

Generelt er det under halvdelen af de praktikanter, der er tilmeldt praktik i Dansk Supermarked, der rent faktisk gennemfører forløbet.

- Sprogpraktik har et rigtig dårligt ry blandt de fleste flygtninge og indvandrere, der kommer til Danmark. Dels fordi de tror, at sprogpraktik er forbeholdt flygtninge – at danskere ikke kommer i de samme tilbud, og så fordi der går rygter og historier blandt flygtninge om, at det ikke har nogen effekt. At man ikke får arbejde af at være i sprogpraktik, men at det er ulønnet arbejde, siger Lars Larsen, der fra analysefirmaet LG Insight, der har specialiseret sig i kommunernes integrationsarbejde.

I en ny dokumentar som vi viser her på TV 2 i morgen har vi fulgt et sprogpraktikforløb for flygtninge i Bilka.

Får lovning på job - og det virker

Danish Crown-slagteriet i Blans kører et tilsvarende forløb med sprogpraktik. Her bliver flygtningene lovet job - hvis de vel at mærke arbejder hårdt.

På det hold, der startede for godt et år siden, var der i alt 16 udlændinge. 14 af dem blev ansat, og 11 arbejder der stadig i dag. På landsplan får to ud af tre flygtninge et job hos Danish Crown efter endt sprogpraktik.

- Det er helt klart i min terminologi, at når man starter sådan et hold, og fortæller dem, at det ikke er fordi, jeg skal underholde dem. Det er simpelthen fordi, jeg har brug for jeres arbejdskraft, så kan man ligefrem se på de mennesker, at de rejser sig i stolen. Det er den første motivation, der skal til, siger Ole Carlsen, der er fabriksdirektør på Danish Crown i Blans.

Dansk Supermarked vil ikke love job

Hos Dansk Supermarked har i alt 800 flygtninge været tilmeldt sprogpraktik. 300 er aldrig dukket op - eller er droppet ud inden for den første måned. 32 er blevet ansat. 10 er begyndt i et toårigt uddannelsesforløb, mens 60 er blevet ansat i småjobs - det dækker over ansættelse helt ned til fem timer om ugen.

- Hvis vi skulle tilbyde alle efterfølgende ansættelse, så ville vi naturligvis aldrig kunne have taget 800 flygtninge ind. Det bliver aldrig sådan i Dansk Supermarked, at fordi man modtager sin sprogundervisning hos os, så er man sikret et ordinært fuldtidsjob efterfølgende, siger Mads Hvitved Grand, der er CSR-direktør i Dansk Supermarked til TV 2.

Kun fire ud af 40 gennemfører

Dokumentaren viser at en del af flygtningene ikke følger reglerne i Bilka, går tidligt hjem eller helt udebliver. Ud af de 40 pladser der er til rådighed er det kun fire, der gennemfører.

I en ny dokumentar som vi viser her på TV 2 i morgen har vi fulgt et sprogpraktikforløb for flygtninge i Bilka.

- Jeg er slet ikke i tvivl om, at nogle af de her flygtninge ville være mere motiveret, hvis der var et job garanteret i den anden ende. Men hel formålet med, at de kommer ind til os, er at de skal lære dansk og stifte bekendtskab med arbejdsmarkedet – ikke at de nødvendigvis er garanteret et job, lyder det fra Mads Hvitved Grand fra Dansk Supermarked.

På landsplan er det kun hver tiende jobparate flygtning, der har været i praktik, der rent faktisk kommer i job, viser tal fra LG Insight.

I dokumentaren 'Er det sådan man bliver dansk?' følger TV 2 tre praktikforløb for at se, hvordan flygtningenes første møde med det danske arbejdsmarked ser ud, når integration bliver til hverdag. Dokumentaren vises torsdag 27. april klokken 20.00.

Allerede nu kan du se dokumentaren på TV 2 Play.