Samfund

Butikker opkræver gebyr for kjoleprøvning: Forbrugerne tager godt imod det

Et gebyr for at prøve brudekjoler skræmmer ikke danskerne. De er villige til at betale.

Det skal koste penge at prøve en brudekjole.

Det mener flere brudekjolebutikker, der nu indfører gebyr for kjoleprøvning i deres butikker, efter det er kommet frem, at deres kunder i timevis prøver kjolerne for så at købe lignende på nettet.

Men udsigten til en ekstra udgift lader ikke til at skræmme forbrugerne. 

I en afstemning på TV 2 - om hvorvidt gebyret er i orden eller ej - har over 17.000 danskere deltaget. 63 procent af dem mener, at det er i orden. 31 procent er imod opkrævningen.

En af dem, der er positivt stemt overfor brudekjolebutikkernes gebyr, er Birgitte Thorgaard. I et opslag på TV 2 Nyhedernes Facebook-profil skriver hun, at forbrugernes opførsel i brudebutikkerne er "dårlig stil".

- Det er misbrug af de fysiske butikker. Hvis du vil bruge den service, der er i butikkerne, så læg dit køb hos dem. Ikke nok med, at de fysiske butikker skal slås med dumping-priser hos mange netbutikker, så skal de nu også servicere deres kunder for dem.

Også George Knudsen synes godt om det nye tiltag.

- God idé. Nye tider kræver nye forretningsmetoder for fysiske butikker, skriver han. 

Lena Jensen er derimod kritisk. Hun mener, at det er dårlig stil at tage gebyr for kjoleprøvning.

- Hvis man vælger at have en detailforrretning, så er det altså bare en af de ting, der følger med. Man skal overleve ved at give god service. Ved at tage gebyr bliver kunderne jaget væk på forhånd.

Forbrugere har sympati med butikkerne

Mette Skovgaard Frich, som er strategisk rådgiver med speciale i retail og forbrugeradfærd hos Retail Trend, er ikke overrasket over, at brudebutikker nu indfører gebyr for kjoleprøvning.

- Fysiske butikker bliver til en slags forberedelse. De bliver en legeplads for forbrugerne, inden de går på nettet for at se, om de kan finde det billigere, siger hun til TV 2 og tilføjer, at i takt med, at prisen på varen er dyr, bliver forbrugerne også ekstra opmærksomme.

- Forbrugerne er fornuftige - og det er fornuftigt, at de kan spare penge på en brudekjole. Derfor vil de gerne investere mere tid og undersøge deres muligheder, før de køber den dyre vare.

Fysiske butikker bliver til en slags forberedelse. De bliver en legeplads for forbrugerne.

Mette Skovgaard Frich, ekspert i forbrugeradfærd

Men det er ikke kun, når der skal handles, at snusfornuften træder i kraft. Den går nemlig begge veje, forklarer eksperten i forbrugeradfærd. Ifølge Mette Skovgaard Frich har forbrugerne - ligesom afstemningen viser - en sympati for de fysiske butikker.

- Det er gået op for forbrugerne, at det kan være hårdt at drive en butik. De er derfor heller ikke skeptiske overfor et nyt gebyr.

Flemming Birch, der er ekspert i forbrug og detailhandel hos Birch+Birch, er enig. 

- Forbrugerne har fået en større forståelse for butikkers udfordringer på grund af nethandel. Det giver en medfølelse og en større sympati, siger han til TV 2.

Lina Von Bale, indehaveren af Brudekjoler-Weddingdeluxe, har i sin butik i Stenløse indført et gebyr på 150 kroner i timen. Hun har sendt mails til de førende 30 brudekjolebutikker i Danmark, hvor hun foreslår, at butikkerne organiserer sig og blandt andet begynder at tage et gebyr for kjoleprøvningen.

Indtil videre har fire andre meldt tilbage, at de også vil begynde at tage gebyr.

Afstemning

Synes du, det er i orden, at butikker tager gebyrer for at prøve brudekjoler?