Samfund

Virksomhed har stor succes med at hyre døve: - De smiler hver dag

En kostumevirksomhed har stor succes med at ansætte hørehæmmede. - Det giver god mening både i hjertet og på bundlinjen, lyder det fra direktøren.

En midlertidig ansættelse af en hørehæmmet på opfordring af kommunen, var startskuddet til nye tider i kostumeshoppen Temashop.

Den midlertidige ansættelse var nemlig så stor en succes, at det endte med en fastansættelse. Siden er yderligere to hørehæmmede blevet ansat i virksomheden.

En af dem er 53-årige Joen Kirkegaard Nielsen, der har haft svært ved at få foden inden for på arbejdsmarkedet. Det har betydet, at hun forud for sin ansættelse i Temashop nåede at gå ledig i fire år.

- Jeg sad bare og gloede, fortæller hun ved hjælp af tegnsprog og uddyber:

- Jeg har prøvet og prøvet og søgt og søgt – og fået afvisning på afvisning. Men ingen ansatte mig. Jeg var ked af det.

Er glad for at arbejde med mennesker

Der blev dog sat en stopper for den lange periode uden arbejde, da hun fik tilbudt en praktikplads hos Temashop.

Praktikpladsen førte nemlig til en fast kontrakt – og nu arbejder hun i virksomheden 30 timer om ugen.

- Jeg er glad for det her arbejde. Det er super, og det er godt at arbejde sammen med mennesker, siger hun.

Daniel Diness Andersen, der er direktør i Temashop, glæder sig over, at de nye medarbejdere er faldet godt til.

- Det giver god mening både i hjertet og på bundlinjen. De smiler, hver dag de kommer, og det er jo en gevinst i sig selv.

Ansatte har været på tegnsprogskursus

Otte ud af ti ansatte i virksomheden har været på kursus for at lære tegnsprog, så de nemmere kan kommunikere med de tre hørehæmmede medarbejdere.

- Det handler om at give sig tiden til det. Og investere den tid før de kommer på plads, lyder det fra direktøren.

Og Joen Kirkekaard Nielsen har da heller ingen planer om at skulle tilbage i ledigheden igen.

- Jeg håber, at jeg kan fortsætte her. Jeg har ikke lyst til at komme et andet sted hen. Jeg er glad for at være her. Jeg er tryg, siger hun.