Samfund

Storkonflikt truer: Kan betyde ny gærkrise

Den første storkonflikt siden 1998 kan blive en realitet, hvis en ny overenskomst bliver stemt ned.

I disse uger stemmer omkring en halv million privatansatte om en ny overenskomst – og en del af fagbevægelsen kæmper for et nej.

Det kan skabe en ny storkonflikt. Et nej vil for eksempel kunne betyde, at leveringen til supermarkederne stopper, og at hylderne bliver tomme. Det samme skete under gærkrisen i 1998.

Det er især medarbejdere i byggeri, anlæg og transport, der er utilfredse med det, den nye overenskomst lægger op til.

Overenskomstforliget indeholder blandt andet en lønstigning på cirka syv procent over tre år. Og for store grupper en mulighed for, at arbejdsgiverne fire dage i forvejen kan varsle en times overarbejde.

Kan blive den første storkonflikt siden 1998

Og det er især udsigten til overarbejde, der vækker utilfredshed hos nej-sigerne.

- Det giver god mening for arbejdsgiverne. Det giver rigtig dårlig mening for børnefamilier for eksempel. Hvordan skal man organisere afhentning i børneinstitutioner? Det giver rigtig dårlig mening for dem, der er nedslidte, siger Hans A. Sørensen, der er formand for 3F Horsens.

Kommer der en storkonflikt, vil det være første gang siden 1998, hvor en 11 dage lang storkonflikt betød, at danskerne begyndte at hamstre gær i stor stil, indtil den daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen greb ind.

Ja-siden bag stor aviskampagne

Ja-siden har blandt andet reageret på modstanden over for overenskomsten med en aviskampagne, som LO, HK, Metal, 3F og flere andre stod bag.

- Det er altid spændende at se, som det bliver et ja eller et nej. Men man kan sige, at 90 procent af vores hovedbestyrelse har sagt ja. 95 procent af alle fra Handelsudvalget har sagt ja. 2/3 af vores afdelinger anbefaler et ja. Så jeg håber selvfølgelig selv på et ja, siger Jan Villadsen, der er gruppeformand for Transportgruppen 3F.

Arbejdsmarkedsforsker: Tror, det bliver et ja

Flemming Ibsen, der er arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, tror mest på et ja.

- Hvis ja-siden kan mobilisere HK og Metal til at gå ud og stemme, så tror jeg rent faktisk, at det bliver et ja, siger han.

Ender det med en konflikt, vil den blive skudt i gang den 25. april. Resultatet af afstemingen vil blive afsløret torsdag den 20 april.