Børnelæge advarer om stressede børn - chefpsykolog vil have mere fokus på trivsel

Chefpsykolog fra Psykiatrifonden mener, at børnenes trivsel skal integreres i hverdagen - på samme måde som idræt er blevet det.

Flere børn bliver i dag fysisk syge, fordi de mistrives. Det er blandt andet skolereformens skyld, mener en børnelæge, der flere gange om ugen ser børn i sin praksis, som lider af stress-symptomer. Hun bakkes op af Psykiatrifonden, som også skyder skylden på dagligdagen i skolen.

- Der er ingen tvivl om, at de forandringer, som folkeskolen har været igennem de senere år, har stor betydning. Noget af det vi ved, er, at særligt lærernes trivsel er særligt afgørende for, at de også får sat trivsel på dagsordenen, og får skabt nogle gode rammer, siger chefpsykolog i Psykiatrifonden, Michael Danielsen.

Han mener blandt andet, at man med fordel kan slå ned på de klasser, hvor der nu går flere elever, end det egentlig er tilladt.

- Det var da et sted at starte i forhold til at skabe et bedre miljø i hverdagen omkring børnene, siger han og tilføjer, at de seneste års forandringer i folkeskolen har trukket veksler både hos lærere og elever:

- Store forandringer kræver lidt ekstra. Der skal man være klar og bruge lidt ekstra energi på at prøve at finde ud af, hvordan virkeligheden ser ud nu. Det er helt afgørende, at vi tager det alvorligt og understøtter, at der er gode muligheder for at gøre det rigtigt, siger han og slår fast, at det er et spørgsmål om at prioritere tingene.

- Vi skal have integreret børnenes trivsel, som en del af hverdagen. Præcis som man har integreret idræt, som en del af hverdagen.

Mavepine, migræne og søvnproblemer

Børnelæge Karin Tilma har tidligere mandag fortalt, hvordan hun i de seneste år flere gange ugentligt har set børn med stress-symptomer i sin praksis i Brønderslev.

Børnelægen Karen Tilma siger, børnenes stress blandt andet skyldes skolereformen. Video: Carina Buus

- Det er børn, der kommer med mavepine, migræne, søvnproblemer, tics eller vejrtrækningsproblemer. Jeg undersøger dem for alt fra astma, allergi, levertal, nyretal, neurologiske forstyrrelser, simpelthen alt. Og der er intet fysisk, der kan forklare, hvorfor børnene har det, som de har, fortæller Karen Tilma og fortsætter:

- Men når jeg så har talt med børnene og hører, hvad de skal præstere i en almindelig hverdag, så er det tydeligt for at mig, at mange børn ikke kan holde til at være i det samfund, vi har lavet i dag, fastslår børnelægen og remser op:

- Der er lange skoledage med larm i klasserne, der er inklusion. De bliver testet konstant. De bliver målt og vejet. Allerede i børnehaverne er der mangel på voksne, som kan give børnene nærvær. Der er den ene uddannelsesreform efter den anden. Hvis politikerne bliver ved med at stresse og presse det her samfund, og især børnene, så får vi altså nogle generationer, der dårligt nok ved, hvem de selv er, mener Karen Tilma.