Der skal smøres madpakker, vaskes tøj, hentes børn og ryddes op. Listen af ting, der skal laves hos børnefamilierne, er lang.
For rigtig mange par er børnene så stor en arbejdsbyrde, at det stjæler for meget fokus fra parforholdet. Det mener 38 procent i en ny Megafon-måling.
Fem tegn på krise
Hvis du sidder og tænker over, om børnene måske er ved at tage lidt for meget af magten i dit parforhold, så er der fem typiske tegn, du kan kigge efter.
Dem har parterapeut Martin Østergaard listet op her:
- Du sover alene eller sammen med dine børn i stedet for med din partner. Måske er det startet som en praktisk foranstaltning, hvis barnet har været syg, og så er det bare fortsat på den måde, fordi du måske dybest set ikke orker at være tæt på din partner.
- Du synes aldrig, at din partner gør det helt godt nok, når han/hun er sammen med barnet.
- Du sidder for meget på arbejdet og orker ikke rigtig at tage hjem. Det kan også være, at du konsekvent tager forbi fitnesscenteret i stedet for at tage hjem, fordi du ikke orker at være hjemme hos kæresten.
- I er holdt op med at give hinanden længerevarende kys. Hvis I kysser, er det et hurtigt farvelkys eller et tantekys.
- Du orker ikke berøring og kærtegn fra din partner, eller måske føler du, at du bliver afvist, når du prøver at røre din partner. Det kan skyldes, at alle kram og kys bliver givet til barnet i stedet for til partneren.
Sådan redder du dit parforhold
Hvad gør man så for at undgå, at parforholdet dør på bekostning af børnene?
TV 2 har spurgt psykolog Ulla Dyrløv og parterapeut Martin Østergaard samt familien Hedegård Webbe, der gennem programmet 'BS & Ægteskabsprøven' har lært masser af tips til, hvordan man husker sig selv i en familie med fem sammenbragte børn.
Læg din telefon - og de sociale medier - væk
Mange har travlt med at vise sig selv og sin familie frem på Facebook og Instagram. Så travlt, at vi faktisk glemmer at være sammen og være nærværende. Derfor råder Ulla Dyrløv til, at man pakker telefonen væk og i stedet er til stede i rummet, hvor børnene og partneren også er.
Vær kærester foran børnene
Børnene er der stort set hele tiden, når dig og din partner er sammen. Derfor mener Ulla Dyrløv, at det er vigtigt, at I også er kærester foran børnene, så det ikke bare bliver et praktisk fællesskab, man har.
Børnene vil ofte give udtryk for, at de synes, det er ulækkert, når deres forældre kysser, men det er faktisk rigtig sundt for dem at se, at forældrene kan være kærlige sammen.
Giv børnene pligter
Som forælder er det ofte nemmest selv at tømme opvaskemaskinen og dække bord. Men du gør faktisk dig selv en bjørnetjeneste, for så vil du i længden ende med at blive praktisk gris i hjemmet og få mindre tid til dig selv.
Ulla Dyrløv synes, at man, helt fra børnene er små, skal vænne dem til at tage del i de praktiske pligter, selvom det kan være tidskrævende i starten. Hvis de som små er vænnet til at gøre deres værelser rent, så er det ikke en kæmpe udfordring at få dem til det, når de så bliver 14 år.
Dyrk dig selv
Et godt gammeldags ordsprog lyder, at du skal være noget for dig selv, før du kan være noget for andre. Og der er noget om snakken, mener Martin Østergaard.
Den primære kærlighedsrelation er den, du har til dig selv. Den glemmer vi ofte, når der går madpakker og vasketøj i den. Men hvis du gør noget for dig selv og dyrker det, som, du selv synes, er spændende, så får du også mere overskud til din partner - og børn.
Stil krav til din partner
Det er vigtigt at tale med din partner, hvis du synes, der er gået for meget leverpostej i hverdagen. Ofte er det nemlig de små ændringer, der kan gøre udslaget for, om I er kærester eller bare har et praktisk fællesskab om børnene.
Man kan for eksempel godt sige til sin partner, at man vil sætte pris på, hvis han ikke hopper i joggingbukserne med det samme, når han kommer hjem fra arbejde. Det kan godt være, at man lige har brug for at se ham i nogle pæne bukser først, mener Ulla Dyrløv.
Kig hinanden dybt i øjnene
Det er vigtigt, at I som par får kigget hinanden dybt i øjnene indimellem.
Martin Østergaard oplever, at det for mange par kan være helt eventyrligt at kigge hinanden i øjnene, fordi det er sjælens spejl. Når man kigger hinanden dybt i øjnene, kan det give en følelse af, at man er der for hinanden midt i den daglige trædemølle. Nogle bliver faktisk helt berørte af det.
Hvis du vil skabe rum for nærværet i dagligdagen, så sluk fjernsynet og tænd et stearinlys - eller et LED-lys, råder Ulla Dyrløv til.
Vær mindre ambitiøs på børnenes vegne
En af grundene til, at det kan blive helt uoverskueligt at være forældre i en børnefamilie, er, at mor og far selv har for høje ambitioner med hensyn til, hvad de skal medvirke til på børnenes vegne.
Det er for eksempel ikke altid nødvendigt at foretage sig noget aktivt sammen, når familien har fri. Det er okay bare at slappe af og være til stede.
"Taxi-kørsel" frem og tilbage til børnenes fritidsinteresser eller besøg hos kammerater, der bor længere væk, kan være nødvendigt. Men når børnene har nået en vis alder, bør de selv kunne transportere sig - enten på cykel eller ved at tage bussen.
Vi har, hvad vi har!
Som bekendt kan børn være temmelig kræsne, når det gælder madvaner. Og jo flere børn, der er i familien, desto flere individuelle ønsker vil der være til eksempelvis pålæg og drikkevarer.
Men i stedet for at fare afsted og handle ind, så snart der lige mangler en bestemt madvare, så kan det være sundt indimellem at sige: Vi har, hvad vi har!
Hvis køleskabet i forvejen er fyldt op, vil der være masser af alternativer at vælge imellem for børnene, og så må special-indkøb vente til den næste planlagte tur til supermarkedet.
Ved delebørn: Bliv enige om faste husregler
I mange parforhold, hvor der er delebørn, kan det være noget af en udfordring at få samspillet til at fungere med det eller de øvrige forældrepar, der er involveret i opdragelsen.
Ofte vil der være forskellige opdragelsesmetoder i de forskellige familier, blandt andet mht. huslige pligter.
Så det handler om at blive enig med sin partner om nogle faste husregler, der gælder i ens eget hjem, så barnet ikke er i tvivl om, hvordan det skal gebærde sig, når det opholder sig her.
Prioritér voksentid - både alene og sammen
For selv den mest udadvendte person kan det være belastende hele tiden at være omgivet af andre mennesker, på jobbet og i familien.
Så sørg for at prioritere voksentid - både alene, hvor du kan dyrke dine interesser eller bare have tid til egne tanker - og sammen, hvor du og din partner tager ud at spise eller på romantisk weekend-tur.
Og husk at gøre det uden dårlig samvittighed!