Mor efter debat om børns brug af skærme: - Hans personlighed ændrede sig markant
Spørgsmålet, om hvor meget adgang til telefoner, tables og computere børn må have, deler vandene.
Næsten alle danske børn i alderen 3-6 år har i dag adgang til en tablet.
Og aldrig har udvalget af digitale spil til små børn været større – det samme gælder for film og musik. Samtidig har seks ud af ti forældre ingen regler for, hvor mange timer deres barn eller børn må bruge foran skærmene. 4 ud af ti forældre svarer omvendt, at der er regler.
Det viser en undersøgelse fra Yougov foretaget for Biotex.
Regler eller ej?
Flere læger peger på, at overdreven brug af de digitale skærme kan være ødelæggende for barnets udvikling – faktisk så skadende, at barnet bliver dårligere til at føle empati og gennemføre sin skolegang.
En af dem er Imran Rashid, der er læge ved Aleris-Hamlet Hospitaler og som har skrevet bogen ’Sluk – kunsten at overleve i en digital verden’:
- Børnene bliver stimulerede og oplever sjove ting, uden at de behøver at gøre en indsats. Noget tyder på, at dette kan skabe mindre empati, ødelægge søvnen og ødelægge vores behovskontrol, sagde Imran Rashid til TV 2 i programmet NEWS & co tirsdag.
Overfor Imran Rashid sad bloggeren Freja November hvis to-årige datter bruger computer og iPhone, lige så meget hun har lyst til – ofte mens Freja November tager et bad eller laver aftensmad. Hun er nemlig ikke bekymret for, at iPhonen eller iPaden tager for meget fokus.
- Det er ikke skadeligt, så længe vi også laver alle mulige andre ting sammen.
Du kan se hele debatten mellem bloggeren og lægen herunder:
Ivrig debat på Facebook
På Facebook har TV 2s læsere blandet sig i debatten efter, at de to debattører åbnede ballet.
Her er der forældre, som mener, at børnene sagtens selv kan sætte regler. Omvendt er der dem, som mener, at det er forældrenes ansvar.
Mette Munk er en af de personer, der har sat regler for børnenes brug af skærme. På Facebook skriver hun, at hun ikke mener, at Freja November kan fortsætte med at stimulere sit barn med digital underholdning, i det omfang som hun gør i dag.
- Hun bliver nok klogere. Vi har regler herhjemme, og de bruges med måde, siger hun og fortæller, at de engang forsøgte med at lade deres søn på syv år bruge al den tid han ville, for at se om han selv kunne sætte grænser.
- Hans personlighed og adfærd ændrede sig markant til det dårlige. Han var helt afhængig.
Mette Munk har også erfaringer med at gemme de digitale skærme væk i en uges tid. Her var familiens resultater meget synlige.
- Vi havde nogle helt andre børn. Så for os handler det om en fin balance, og derfor har vi regler om brugen. Jeg kan mærke forskel ved at lade mobilen blive hjemme, siger hun.
I Kim Nielsens familie er den eneste regel, at sønnen skal lægge skærmen fra sig, når de skal ud og købe ind samt en time før sengetid.
- Mange børn siger selv fra. Min søn på ti år, og jeg kan sagtens spille en hel dag, og det har vi gjort, siden han var fem-seks år. Vi holder naturligvis pause, og vi skal ud - bevæge os - købe ind sammen og lave mad sammen. Det er de eneste regler, vi har, og så stopper vi altid 1 time før sengetid.
Henriette Varberg mener, at skærmene og vores brug af dem er en del af den digitale udvikling.
- Jeg læser medievidenskab og kan sagtens se bekymringerne omkring de konverterede medierne og vores brug af det, men ser nødvendigvis ikke et samfundsrelateret problem, da det er en del af den digitale udvikling. I sidste ende, så bør forældre altid handle ansvarligt, uanset hvad det drejer sig om når det kommer til en børns udvikling.