Kaj og Andrea får flygtningebørn til at synge: - Musik er universelt
I dag spillede Nødhjælpsorkesteret deres første koncert på Center Sandholm. Og der blev skrålet med på de kendte, danske børnesange.
De har oplevet ting, børn ikke skal opleve - flygtningebørnene i Center Sandholm, asylcenteret i Birkerød.
Men i dag var der smil på læberne, og sang og latter kunne høres på lang afstand. Børnene fik nemlig besøg af Nødhjælpsorkesteret. De rykkede ind og spillede gratis for børnene. Og der blev skrålet med på sangene om Kaj og Andrea.
Det er Ole Kibsgaard, der er kendt fra netop Kaj og Andrea, der har startet bandet. Han spiller med sin bror Peter. Og så består bandet også af musikeren Bobo Moreno og rapperen Kuku Agami, der selv er født i Danmark af forældre, som flygtede hertil i 1970’erne fra det lille kongedømme Lado i Afrika.
- Selvom jeg er født og opvokset i Danmark, er det helt klart noget, man altid bærer med sig. Og det er det også hos børnene, forklarer Kuku Agami.
Musik har et fælles sprog
Ole Kibsgaard er vant til at spille for børnene på Rigshospitalet, og han var ikke nervøs for, at flygtningebørnene ville tage dårligere imod hans musik.
- Musik er jo på en eller anden måde et universelt sprog, som alle forstår, også selvom der er nogle, der ikke forstår dansk, så er musik med til at give en eller anden form for samhørighed. Og hvis vi kan få et par grin ud af børnene i løbet af den tid, vi spiller, så har det været det hele værd, siger Ole Kibsgaard.
Succesen var så stor, at Nødhjælpsorkestret har lovet at spille på Center Sandholm en gang om måneden - uden anden betaling end børnenes smil.