Her har de flere pædagoger end alle andre: - Vi kan se, det virker

På Anne-Mariegården skiftes Ameera, Aya og Hannah til at tage styringen. En fylder skålen med gær, en anden med vand, og sådan fortsætter det, indtil alle skålene med ingredienser til rosinboller er tomme. Alt sammen sker under kyndig vejledning af pædagog Maibritt Nielsen, som også sørger for, at børnene på skift får lov til at røre i dejen.

Og selv om det virker helt banalt, så er der mange tanker bag.

- Det giver sammenhold, det lærer dem noget om samarbejde og om at vente på, at det bliver ens tur, fortæller Maibritt Nielsen.

Annemariegården er en ud af 115 daginstitutioner i Københavns Kommune, der får flere penge end de andre, så de kan ansætte flere hænder.

Dermed er de fire personaler på hver stue, hvor andre institutioner har tre, og det giver dem mulighed for hver dag at tage få børn ud af den store flok og lave aktiviteter med dem. Aktiviteter som skal styrke børnene både sprogligt, fagligt og socialt.

- Det er netop, når man er i de små grupper med børnene, at man får den tætte relation til dem, og man kan være sammen uden at blive forstyrret. Og det giver altså børnene utroligt meget, siger Inge Erlandsen, som er daglig pædagogisk leder.

Og hun ved, at det virker.

- Vi kan se, at det giver noget på det sproglige, når vi laver de her sprogtests, og det er så vigtigt, når de starter i skolen, at de har sproget på plads. De skal sidde i en 0.klasse og have en kollektiv besked, som de skal forstå og arbejde efter. Derfor arbejder vi meget med sproget her.

BUPL: Alt for få bruger det

Grunden til at Anne-Mariegården kan få flere penge, er, at Københavns Kommune arbejder med sociale normeringer. Det betyder, at institutioner med mange børn med svag social baggrund får flere penge end andre institutioner i kommunen og derfor kan ansætte flere pædagoger.

Den første kortlægning af området, som er lavet af KORA – Det Nationale Institut for Kommunernes og Regioners Analyse og Forskning – viser, at det er fire ud af 10 kommuner, der benytter sig af sociale normeringer.

Og det er slet ikke godt nok, lyder det fra pædagogernes fagforening BUPL.

- Det er jo alt, alt for lidt, når vi ved, hvor stor betydning det har.

- Vi ser nogle rigtig gode eksempler rundt omkring i de kommuner, som har arbejdet bevidst med det, hvor de kan se en kæmpe stor forskel. Når børnene kommer i skole, så er de faktisk på niveau med deres øvrige kammerater. Det handler jo i virkeligheden om en investering i den tidlige indsats her, og det burde flere gøre, siger Birgitte Conradsen, der er næstformand i BUPL. 

Derfor gør andre det ikke

I undersøgelsen svarer godt halvdelen af de kommuner, der ikke gør brug af sociale normeringer, at det er fordi, at ’tildelingen af ressourcer ud fra socioøkonomiske forhold’ ikke har været drøftet’.

37 % svarer derimod, at de ikke mener, der er store forskelle mellem kommunens daginstitutioner, og at det er derfor, de ikke benytter muligheden. Direkte adspurgt om kommunerne overvejer at gøre det i fremtiden, svarer 25 procent ja, 71 % svarer nej, og 4% svarer ved ikke.

At det kun er 40 procent af kommunerne, der kigger på om institutioner med en svagere forældregruppe skal have tilført flere penge, er ærgerligt, mener flere forskere, som TV 2 har talt med. Det er nemlig et vigtigt skridt i retningen mod at skabe mere kvalitet i daginstitutionstilbuddene.

- Det handler om, at man sætter nogle flere uddannede pædagoger ind netop i de institutioner, og det kan gøre en verden til forskel for kvaliteten. Det betyder, at der bliver mere tid til samtalen mellem den voksne og det enkelte barn. Hvis der kun er ganske få voksne, så har de ikke tid til at tale med de enkelte børn, og så er det de sårbare børn, der bliver tabt, for de resignerer og får ikke kontakt, siger seniorforsker emeritus ved SFI, Mogens Christoffersen, der har forsket i børn og unge de sidste 40 år.

- I forskningen har man en stærk mistanke om, at hvis der er en relativ dårlig kvalitet i dagtilbuddet, så går det mest udover de sårbare børn. De robuste børn, de klarer sig, uddyber han.

Kan gå ud over oversete børn

Mogens Christoffersen understreger dog, at der også er udfordringer ved fordelingsmodellen.

- Der er givetvis masser af børn, som jo har brug for støtten, som så ikke får den ekstra støtte, der er brug for. Risikoen er jo, at der også er tre eller fem børn, som der sårbare og har brug for mere kvalitet i den institution, som så ikke får støtte.

En udfordring, som også Københavns Kommune erkender. Men det ændrer ikke på, at sociale normeringer giver rigtig god mening, understreger børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev.

- De pædagogiske ledere oplever, at medarbejderne får mere luft, der er lavere sygefravær blandt medarbejderne, fordi de ikke er så pressede i hverdagen, og samtidig kan man se, at børnene udvikler sig mere både sprogligt, socialt og kulturelt:

- Men hvis de penge, I bruger på sociale normeringer, blev fordelt ud over alle, ville der så ikke være endnu flere børn, der mærkede en forskel?

- Diskussionen er jo, om man skal smøre smørret tyndt ud, eller man skal sørge for at virkelig er nogen, der får glæde af det her, så det virkelig kan mærkes. Derr har det været rigtigt for mig at sikre at de institutioner, som har allermest brug for det, altså de institutioner der har de børn, der havde allersværest, at det var dem, der kunne  mærke det for alvor, og så må de andre institutioner via struktur og gode medarbejdere forsøge at få det bedste ud af de gode grundnormeringer, de har.

Her kan du se, hvordan normeringen er i din kommune. 

Gør en forskel

Københavns Kommune bruger de godt 100 millioner på sociale normeringer i 2017. Det er godt hver 5. institution, der får ekstra penge, og en af den er altså Anne-Mariegården, hvor godt 70 procent af børnene er tosprogede.

- Jeg er rigtig glad for, at vi har den her mulighed. Børnene ville ikke udvikle sig ligeså godt, og de ville ikke lære så meget sprog, som de gør nu, hvis ikke vi havde de personaler, vi har. Det er helt sikkert, siger pædagogisk leder Inge Erlandsen.