Terror i Stockholm

Lars Løkke om angreb: - Det skærer mig dybt i hjertet

Lars Løkke Rasmussen har været i kontakt med den svenske statsminister og kondoleret. Han kalder angrebet i Stockholm for "fejt".

- Det er en sorgens dag. Men det er også viljens dag. En vilje til at bekæmpe mørket.

Sådan siger Danmarks statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i en pressemeddelelse udsendt fredag eftermiddag kort tid efter angrebet i Stockholm, hvor mindst tre personer har mistet livet, da en lastbil kørte ind i en folkemængde.

På et pressemøde kort før klokken 19 uddyber statsministeren sin medfølelse for ofrene for angrebet, som han beskriver som et ”fejt forsøg på at kue os og vores fredelige måde at leve på i Skandinavien”.

- Men vi må ikke lade os kue. Vi skal insistere på retten til at leve vores liv, som vi altid har gjort det. Det er det bedste modsvar, vi kan give, siger Lars Løkke Rasmussen.

Løkke: Skærer mig dybt i hjertet

Den danske statsminister fortæller, at han har været i kontakt med den svenske statsminister Stefan Löfven og kondoleret.

Han siger, at hans tanker i aften er i Stockholm, hos ofrene og deres pårørende, og hos hele det svenske folk.

- Vores svenske broderfolk er her til eftermiddag blevet udsat for et afskyeligt angreb på Dronningsgatan i Stockholm. Det skærer mig dybt i hjertet. Så tæt på Danmark, i et land, der minder så utroligt meget om vores eget, siger Lars Løkke Rasmussen.

Danske myndigheder følger situationen tæt

I kølvandet på angrebet i Stockholm følger de danske myndigheder situationen nøje og tager de nødvendige forholdsregler, og politiet i København er ekstra opmærksomme.

- De danske myndigheder er meget opmærksomme på, at et angreb med lettilgængelige midler er den mest sandsynlige form for terrorangreb, også i Danmark, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han fastslår, at der allerede har været et højt sikkerhedsniveau herhjemme, og at dette vil blive fastholdt. Men statsministeren understreger også, at hverken han eller myndighederne kan give nogen garantier for, at et lignende angreb ikke kan ske i Danmark.

- Som jeg før har sagt, er oddsene så ulige fordelt, at vores efterretningstjeneste skal være dygtige hver gang for at forhindre det, hvorimod terroristen, der vil gøre os skade, kun skal være heldig den ene gang, siger Lars Løkke Rasmussen.

Følg udviklingen i Sverige på TV 2s liveblog: