Samfund

Restauratør hyrer illegale: Danskere er simpelthen for dovne

En københavnsk restauratør afslører, at den illegale køkkenhjælp får 70 kroner i timen. Uden ham kunne caféen ikke overleve.

Efter TV 2 dokumentaren "Illegal i Danmark", hvor vi blandt andet har afsløret illegal arbejde for 33 kroner i timen på McDonalds, er TV 2 Dokumentar kommet i forbindelse med en restauratør i København, som mener, at illegale indvandrere er en fast - og en nødvendig del af hans forretning. 

TV 2 har besøgt cafeén, hvor maden på menuen er dansk. Men det er personalet til gengæld ikke. Køkkenhjælpen er pakistaner, og han kom illegalt til Danmark for et år siden. 

Illegal arbejdskraft

Sidste år gav politiet 121 bøder til 117 virksomheder, som havde beskæftiget en udlænding uden fornøden arbejdstilladelse - eller i strid med arbejdstilladelsens betingelser(Udlændingelovens § 59).

Nedenfor kan du se, hvordan loven er overtrådt:

  • Betingelser for arbejdstilladelse er ikke opfyldt: 23 sager
  • Manglende arbejdstilladelse: 65 sager
  • Arbejdede i virksomhed, personen ikke havde tilladelse til: 16 sager
  • Manglende opholdstilladelse og manglende arbejdstilladelse: 15 sager
  • Betingelser for arbejdstilladelse er ikke opfyldt og manglende arbejdstilladelse: 2

22 af afgørelserne er skærpende.

- Vi har haft en del danskere ansat. Og de kom ikke. De blev væk. De vil ikke arbejde om aftenen, hvor vi skal tjene penge. De vil have ublu lønninger, siger restauratøren, som udtaler sig anonymt, fordi han vil stå til en bøde på flere hundrede tusinde kroner, hvis hans køkkenhjælp blev opdaget.

Men når alternativet, ifølge restauratøren er at skulle lukke, fordi han i så fald selv skulle arbejde 24 timer i døgnet, så mener restauratøren, at han ikke har nogen valgmuligheder.

- Det er forkasteligt, at man skal ud i det. Men samtidig er det et nødvendigt onde, siger han.

Tilfreds køkkenhjælp

Den pakistanske køkkenhjælp tjener 70 kroner i timen. Og det er han selv ganske godt tilfreds med.

- Jaja. Hvorfor ikke?, siger han, da TV 2s journalist spørger ind til det.

Og selvom TV 2 fortæller den pakistanske køkkenhjælp, at en arbejdsgiver normalt ville betale dobbelt så meget i Danmark, fastholder den pakistanske køkkenhjælp, at lønnen er god.

Tre typer illegale

LYKKERIDDEREN

Ham, der kommer til Danmark uden papirer. Han får de jobs, der nu engang er, og lever fra dag til dag.

DEN HÅBEFULDE

Ham, der kommer til Danmark på et turistvisum eller et studieophold og bruger den tid, han har, til at opbygge netværn og de forbindelser, der skal til for at etablere sig fast i Danmark.

DEN UDSPEKULEREDE

Ham, der har alle de falske papirer i orden, inden han tager til Danmark. Som regel er papirerne udarbejdet så godt, at arbejdsgivere ikke har en reel chance for at finde ud af, om de er falske eller ej.

Kilde: Kjeld Farcinsen

- Ja, det er nok for mig, siger han.

Køkkenhjælpen møder på arbejde klokken 12 og har fri klokken 18. Og for pengene, han tjener på caféen, kan han støtte sin familie hjemme i Pakistan, så de kan købe mad og betale husleje. 

70 kroner er en god løn

Restauratøren mener også selv, at de 70 kroner i timen, som han tilbyder sin illegale arbejdskraft, er helt rimeligt. Også selvom TV 2s journalist påpeger, at illegale medarbejdere ikke har nogen rettigheder og derfor er nødt til at tage de vilkår, som de bliver budt.

- Det er jo er ikke sådan, at de går til 20 kroner i timen eller noget i den stil. De får en god løn, forsvarer han sig.

Ingen illegale - ingen forretning

Og pakistaneren i køkkenet er langt fra et særsyn i restaurationsbranchen. Ifølge restauratøren findes der ligefrem organiserede bureauer i de store byer, som leverer illegal arbejdskraft og som arbejdsgivere kan hyre ved "at afgive en bestilling, ligesom man køber mælk". 

- Så siger man, hvad man skal bruge, og så får man den arbejdskraft, man skal bruge, fortæller han til TV 2 og tilføjer, at nogle af de ansatte dog har deres tilladelser i orden.

- Og nogle af dem har ikke.

Ejeren af caféen er overbevist om, at den illegale arbejdskraft er nødvendigt for caféens overlevelse.

- Hvis jeg ikke havde dem, havde jeg ikke nogen forretning, siger han.

Danskere bliver syge og møder ikke på arbejde

Faktisk er ejeren så overbevist om, at det ikke kan lade sig gøre at drive café uden illegal arbejdskraft i Danmark, at han mener, det er mere undtagelsen end reglen.

Illegal i Danmark

Netop nu lever mange tusind mennesker illegalt i Danmark. Men hvordan kan illegale indvandrere overleve i et gennemkontrolleret land som vores? Hvordan skaffer de sig en indtægt? Hvem tjener på, at de er her, og hvordan undgår de myndighederne?

Det er TV 2 Dokumentar gået undercover for at undersøge

I dokumentaren ”Illegal i Danmark” bliver to udenlandske muldvarper sat af på Københavns Hovedbanegård uden nogen papirer. Herefter har de 30 dage til at finde tag over hovedet og skaffe sig en indtægt som illegal.

Hvordan det går, kan du se, når første del af dokumentaren sendes torsdag d. 30. marts.

- Hvis vi ikke havde haft den mulighed, så skulle jeg for det første selv arbejde mere, end jeg gør i forvejen. Jeg skulle også slås med diverse ting og sager omkring, at de ikke møder på arbejde. At de er syge midt i det hele, og at de skal hjem. Alle de her ting og sager, som gør det umuligt for mig at drive et sted i det her servicefag, forklarer han.

For snobbede

Restauratøren kalder, danskerne "for snobbede" til at tage visse former for arbejde. Han mener, regeringen bør gøre det mere attraktivt for danskere at komme i arbejde.

- Det er ikke dem, der kommer og hjælper, der er skyld i det. Det er simpelthen vores egen skyld, at det er kommet hertil, siger han.

Restauratøren er derfor ikke overrasket over TV 2 Dokumentars afsløring af illegalt arbejde flere steder, blandt andet på McDonalds og blandt avisbude.

- Jeg tænker, at danskerne simpelthen bare er for dovne, vurderer caféejeren, som alligevel understreger, at han gerne ville have danske medarbejdere.

Men caféejeren forklarer, at han ikke kan få nogen danskere til at arbejde for sig, og det er hans pakistanske medarbejder glad for.

- Vi laver meget dansk mad her. Og folk kan lide vores mad. De er glade, og vi er glade, som den illegale køkkenhjælp siger.

På torsdag klokken 20.00 kan du se andet afsnit af ”Illegal i Danmark” på TV 2 og TV 2 Play.