Samfund

Mange kender ikke reglerne: Her kan skilsmissen koste dig dyrt

Ifølge en ny undersøgelse lavet af Epinion for Danske Familieadvokater, kender et stort flertal af ægteparrene ikke reglerne for eksempelvis deling af gæld og fysiske ejendele ved skilsmisse. David Pereiras / Shutterstock

Danskerne ved ikke meget om de økonomiske konsekvenser ved skilsmisse. En ekspert sammenligner uvidenheden med at tage et job uden at kende lønnen.

Rigtig mange danskere kan risikere at få en ubehagelig økonomisk overraskelse, hvis de bliver skilt.

Ifølge en ny undersøgelse lavet af Epinion for Danske Familieadvokater, kender et stort flertal af ægteparrene nemlig ikke reglerne for eksempelvis deling af gæld og fysiske ejendele ved skilsmisse.

Det er svært at tale om, fordi man implicit taler om, at forholdet ikke varer ved, og det gør jo ondt

Anne Broksø, formand for Danske Familieadvokater

Svarer til at tage job uden at kende lønnen

For at råde bod på den forvirring giver vi dig i samarbejde med Anne Broksø, formand for Danske Familieadvokater, og Ulrik Grønborg fra minadvokat.dk dig her et overblik over, hvad du bør være opmærksom på.

Ifølge Anne Broksø er der i høj grad behov for oplysning.

- Jeg synes, det er et stort problem at bygge hele sin formue på forudsætninger, man ikke kender. Det svarer til at tage et job, hvor man ikke ved, hvad man får i løn. Man har måske en forventning, men når lønningsdagen kommer, kan det se helt anerledes ud, siger Anne Broksø.

Formuefælleskab eller særeje er de to overordnede måder, ægtefolks økonomi kan være arrangeret på. Dem kan du læse meget mere om under grafikken.

Fælles eller særeje? Det skal du være opmærksom på

Hvem har den største formue?

.

Hvem har den største formue?

Vælger I at holde fast i et formuefælleskab, betyder formuens størrelse en del.

Hvis du ved skilsmisse har en negativ formue, skal du ikke aflevere penge til den anden part. Men hvis din nettoformue (formue minus fælles gæld, red.) er positiv, skal den deles lige mellem jer. Personen med negativ formue skal dog selv betale sin gæld.

Har ingen af jer har gæld eller formue af betydning, og hvis ingen af jer regner med at spare op eller arve, vil formuefælleskab i mange tilfælde være en god løsning.

Er derimod store forskelle, kan det give mening at lave en aftale om særeje og holde eksempelvis firma eller arv ude af regnskabet.​

- Det kræver mod at indlede en snak om særeje eller ej med sin kommende eller nuværende ægtefælle. Ægtepagter har ikke just ry for at være romantiske, men selv om man er nok så forelsket, er det nøgternt set uforsvarligt helt at lukke øjnene for den mulighed, at ægteskabet ikke holder resten af livet, siger Anne Broksø.

Foto: Bax Lindhardt / Scanpix Denmark

Hvornår i livet møder I hinanden?

.

Hvornår i livet møder I hinanden?

Alderen spiller også en rolle, når I skal afgøre om formufælleskab eller særeje er den rigtige løsning.

Hvis I har positive nettoformuer, vil mange tænke, at det er fint at dele, hvis I har oparbejdet formuen sammen. Det vil typisk være tilfældet, hvis I har mødt hinanden forholdsvis tidligt i livet.

Har I først mødt hinanden sent i livet, kan det også være en god idé at have formuefælleskab. Men har den ene eksempelvis en nettoformue på tre millioner og den anden slet ingen, kan det give mening med særeje.

- Par, der er mødes sent i livet, vil gerne giftes, men ikke nødvendigvis dele ved skilsmisse. Det kan eksempelvis være, hvis de har børn hver for sig, siger Ulrik Grønborg fra minadvokat.dk.

Foto: Linda Kastrup / Scanpix Denmark

Du kan miste dit arbejde

.

Du kan miste dit arbejde

Mange danskere er selvstændige med egen virksomhed. I tilfælde af skilsmisse vil værdien af virksomheden også skulle deles, medmindre der er indgået aftale om særeje.

Er der ikke sådan en aftale, kan det få store konsekvenser for virksomhed og ejer.

- Hvis virksomheden er to millioner kroner værd, skal en million gives videre. Det kan betyde, at virksomheden ikke kan køre videre, og derfor kan man blive drevet ud i at sælge og på den måde mist sit job. Derfor synes nogen, det er hensigtmæssigt at lave særeje, siger Anne Broksø.

Ulrik Grønborg siger, at særeje er en god idé, hvis virksomheden ikke er bygget op sammen.

- Man kan miste sit levebrød, og så er det er også svært at vurdere, hvad en virksomhed er værd. Ved særeje undgår man også bøvlet med at finde ud af værdien, siger Ulrik Grønborg.

Foto: Morten Germund / Scanpix Denmark

Betaler I lige meget til pension?

.

Betaler I lige meget til pension?

Som en af de få dele af formuen indgår pensioner ikke i et formuefælleskab. Her er udgangspunktet, at hver har sin egen. Det kan få stor betydning, hvis I ikke opsparer lige meget til alderdommen.

Hvis I begge tjener eksempelvis 40.000 kroner om måneden, og den ene lægger 10.000 til side til pension, mens den anden bruger hele sin løn på fællesøkonomien, kan der opstå ubalance. Ved en skilsmisse "slipper" vedkommende med den store pensionsopsparing nemlig som udgangspunkt for at dele den.

Det er muligt at aftale at dele rate- og kapitalpension, men livrenten, som langt de fleste sparer op på, kan ikke deles.

- Det kan sagtens være rimeligt at holde pensionen uden for, men det kan også være helt katastrofalt, fordi den ene får meget. Det skal afgøres individuelt, siger Anne Broksø.

Foto: Torben Christensen / Scanpix Danmark

Romantisk eller fornuftig?

Formuefælleskab:

Når to personer gifter sig, opstår der efter de danske regler formuefællesskab i ægteskabet. Ved skilsmisse betyder formuefælleskabet som udgangspunkt, at alt skal deles. 

Eksempler som opsparing og værdien af hus og bil indgår, mens pension som noget af det eneste bliver holdt ude.

Individuel gæld skal ikke deles, når ægtepar med formuefælleskab skal skilles. Det er kun nettoformuen - den positive formue - der skal det.

I et eksempel, hvor den ene har en formue på 1.000.000 kroner og den anden 500.000 kroner, skal hver især ud med 750.000 kroner.

Skylder den ene derimod 500.000 kroner, mens den anden har en formue på 1.000.000 kroner, skal personen med formuen af med halvdelen uden at få noget til gengæld.

Særeje/ægtepagt:

Ønsker I af den ene eller grund ikke et formuefælleskab, kan I indgå en ægtepagt om særeje. Der en aftale om, at parterne fraviger hovedreglen om delepligt. Derfor skal der tages stilling til, hvad særejet skal omfatte. Særejet kan omfatte alt eller begrænses til enkelte aktiviteter som bil eller firma. 

Det er kun 11 procent af ægteparrene, der har oprettet en ægtepagt om særeje. De fleste (53 procent), der ikke har oprettet en ægtepagt, har fravalgt det, fordi de ønsker at have formuefællesskab, men der er også 21 procent, der aldrig har skænket ægtepagt en tanke eller føler, at de ved nok om, hvad en ægtepagt er.

Anne Broksø forklarer, at de få ægtepagter kan hænge sammen med, at mange finder det uromantisk at aftale, hvad der skal ske, hvis kærligheden ikke holder.

- Det er svært at tale om, fordi man implicit taler om, at forholdet ikke varer ved, og det gør jo ondt. Den ene part vil nogle gange føle, at det er at tage første spadestik til en skilsmisse, siger Anne Broksø.

Cirka halvdelen af alle nye ægteskaber vil ifølge statistikken gå i opløsning på et eller andet tidspunkt. Cirka 25 procent af alle nye ægteskaber vil være endt med en skilsmisse allerede efter 10 år.