Flertal af danskere: Overvægt er først og fremmest den enkeltes ansvar
I ny undersøgelse siger en fjerdedel, at det er i orden, at arbejdsgivere fravælger ansøgere til job, fordi de er svært overvægtige.
Overvægt er først og fremmest den enkeltes ansvar.
Det mener et klart flertal i en ny måling, som Megafon har lavet for TV 2 og Politiken.
Deltagerne er blevet præsenteret for tre udsagn og fået spørgsmålet: Hvilket af følgende udsagn om overvægt er du mest enig i?
82 procent har svaret: ’Overvægt er først og fremmest den enkeltes ansvar.’
Fire procent har svaret: ’Overvægt er først og fremmest familie og venners ansvar’.
Og syv procent har svaret: ’ Overvægt er først og fremmest samfundets ansvar’.
De sidste seks procent har svaret ’ved ikke’.
En lidelse, man skal have hjælp til
Men det er langt mere komplekst end som så, mener Christina Lynge, der er psykolog med speciale i overspisning.
- Jeg mener, man skal skelne mellem lettere og svær overvægt. Lettere overvægt kan godt være livstilsbetinget. Men når vi taler om svær overvægt, så viser undersøgelser, at der er risiko for, at der er en spiseforstyrrelse involveret, siger Christina Lynge til TV 2.
Undersøgelser viser ifølge Christina Lynge, at 30 procent af dem, der søger behandling, har en eller anden form for spiseforstyrrelse. Af de sidste 70 procent kan mange godt have en forstyrrelse, selvom de ikke har fået stillet en diagnose.
Derfor mener Christina Lynge også, det er forkert at se på overvægtige som nogle, der selv er skyld i deres lidelse og bare kan tabe sig, hvis de tager sig sammen.
- Det vil jo være det samme som at sige om folk, der lider af anoreksi, stress, depression eller alkoholafhængighed, at det er deres eget ansvar. Og sådan ser vi jo ikke på det. Det får man hjælp til. På samme måde er en overspisningslidelse også en psykisk lidelse, som man skal have hjælp til, siger hun.
En overvægtig med en is
I et andet spørgsmål er deltagerne i Megafon-målingen blevet udsat for en række udsagn og fået spørgsmålet: ’Hvilke af følgende udsagn om overvægtige er du enig i?’
Lige knap en fjerdedel synes, det er i orden, at arbejdsgivere fravælger ansøgere til job, fordi de er svært overvægtige.
Lige så mange – 24 procent – svarer, at de har ondt af overvægtige.
Cirka en tredjedel – 32 procent - tænker ’tag dig nu sammen’, hvis de ser en overvægtig med en cola eller softice i hånden.
Men mange svært overvægtige kunne faktisk ikke drømme om at spise en is offentligt, fortæller Christina Lynge.
- Når man lider af overbespisning, så spiser man ofte i smug, fordi det er så skamfuldt, siger hun.
Megafon-målingen er gennemført som en web-måling i perioden 28.-29. marts. 1.085 respondenter har medvirket i undersøgelsen.