Samfund

Mand i 60 meter høj mast fik spærret vej og indstillet S-tog i København

Både politi og brandvæsen var torsdag eftermiddag massivt til stede på Tagensvej i København.

Tagensvej i København var torsdag eftermiddag spærret, mens dele af S-togstrafikken omkring Bispebjerg Station var indstillet.

Det skyldtes, at både politi og brandvæsen var i gang med et redningsopbud, fordi en mand i over to timer sad for toppen af en 60 meter høj mast. 

- Vi er ikke klar over, hvorfor han er kravlet derop. Lige nu forsøger vi bare at tale ham ned, sagde vagthavende ved Københavns Politi, Henrik Svejstrup til TV 2.

Det spærrede område drejede sig om Tagensvej mellem Rovsingsgade og Lygten, mens togtrafikken var indstillet mellem Flintholm og Ryparken.

Kom ned efter to timer

Politiet modtog anmeldelsen om, at en mand sad i toppen af en telefonmast klokken 16.33, og de sendte derefter både patruljer og brandvæsen til området.

TV 2 har snakket med en mand på stedet, der kunne fortælle, at manden i masten så ud til at kravle lidt op og ned af, mens beredskabet forsøgte at komme i dialog med ham.

Det lykkes dog beredskabet at få talt manden ned fra telefonmasten igen knap to timer efter anmeldelsen.

Københavns Politi ved, hvem manden er, men vil ikke udtale sig yderligere om situationen på nuværende tidspunkt. Ifølge Ritzau havde manden truet med at begå selvmord.

Både togdriften og trafikken kører nu normalt igen.